Mansilla de las Mulas (albergue Muni.) - Leon (albergue Benedictinas Conv.) 17,6 km (404,5)
Det blev noget af en brat opvågning for hele stuen. En mobil telefon blev bare ved og ved med at vække. Det viste sig at ejeren var stået op og var på toilettet og han havde så glemt at aflyse vækningen. Det er et stort problem efterhånden med alle de mobiltelefoner som starter om morgenen. Det er almindeligt at man hører 5-6 stykker og de første nogle gange allerede kl. 4.
Nå, men vi fandt hans telefon og slog den fra. Dan han kom tilbage undskyldte han meget, men hvad hjælper det når 5-6 stykker alle vågnede på grund af hans mobil. Forhåbentligt lærer han noget.
Jeg lagde mig ned igen en times tid og stod så op ved 7 tiden og var på vej kl. 7.30.
Det blev en stille og rolig vandring mos Leon, lidt hård ved fødderne pga stenfortove og asfalt. Jeg passerede Luciano og nåede frem lige inden det begyndte at regne rigtigt. På vej gennem leon var det begyndte at dryppe lidt, men holdt op igen. Jeg gjorde ikke forsøg på at få mit regnslag på fordi det så kortvarigt ud og jeg stod i læ under et træ.
Jeg nåede alberguet og fik en seng og et bad. Jeg har ikke vasket tøj i dag, men pakket tøjet ned efter at have sprayet det med insektgift. Senere rydder jeg op i alt og smider det væk som jeg ikke skal have med hjem - sæbe etc. På vej ud ad døren mødte jeg Luciano som nu kom samt Annemarie som var kørt i bus i dag. Hun fortalte at de 2 canadier, Pierre og Jaques også var kommet ogat vi skulle mødes i aften kl. 19 og så finde ud af at spise sammen.
Derefter gik jeg en tur ned til busterminalen, så jeg ved nøjagtigt hvilken vej jeg skal gå. På vej hjem mødte jeg Knud og Mona, så har været i Leon i nat og nu var på vej til den bil som de har lejet. Det var godt, at jeg fik sagt farvel til dem. Det begyndte at regne igen, så jeg standsede og fik en burger og en øl, men jeg kikkede på livet midt i Leon. Det var en overdækket bar, så jeg sad udendørs og bare kikkede og nød det.
Da jeg kom tilbage sad Robert og spiste. Han bød straks en øl men jeg takkede nej. Synes ikke at jeg er til så megen øl.
Jeg havde lige været forbi et apotek på vej hjem og købt en ny Radio Salil som jeg så kan tage med hjem. Den gamle var tom nu. Det har virket godt, må man sige, med knæet - at jeg tager en ibuprofen hver morgen - smører det med Radio Salil salve og tager knæbind på. Jeg har stort set ikke mærket noget til knæet og det er heller ikke hævet. Faktisk er det blevet bedre og bedre for hver dag.
Senere gik jeg så igen en tur i byen. En mærkelig oplevelse idet jeg møder flere som jeg kun har hilst på nogle gange, flere som jeg har snakket med men ikke skrevet om her og flere som jeg kender men nu må sige farvel til. Egentligt en svær, men alligevel meget kendt situation efter nu at have gået dele af den franske camino 3 gange. Når jeg nu gik her og mødte så mange var der 2 følelser som egentligt pressede sig på - JEG vil fortsætte sammen med de andre - eller - Jeg vil hjem og så komme tilbage. Det sidste har jeg gjort og jeg er ikke i tvivl om at jeg kommer tilbage.
Klokken var tæt på 19 og jeg sad i gården ventede på de andre. Som sædvanlig viste jeg ikke hvad jeg ville. Dem som har fulgt med i min blog de andre år, ved hvor svært jeg har det med den sidste aften. Det havde jeg også i dag, så da alle kom og ville ud at spise, takkede jeg nej. Jeg vil være alene og selv sige farvel. Jeg tror at alle forstod det og vi kyssede og sagde farvel.
Jeg gk rundt men endte med at sætte mig på torvet med udsigt til alberguet. Der sad jeg på en bar, fik en 3 retters menu og kikkede rundt, tænkte og fik sagt mentalt farvel til caminoen for dette år. Ved 21 tiden gik jeg så over til alberguet, lagde mig og faldt i søvn til en lydbog.
Jeg havde lige været forbi et apotek på vej hjem og købt en ny Radio Salil som jeg så kan tage med hjem. Den gamle var tom nu. Det har virket godt, må man sige, med knæet - at jeg tager en ibuprofen hver morgen - smører det med Radio Salil salve og tager knæbind på. Jeg har stort set ikke mærket noget til knæet og det er heller ikke hævet. Faktisk er det blevet bedre og bedre for hver dag.
Senere gik jeg så igen en tur i byen. En mærkelig oplevelse idet jeg møder flere som jeg kun har hilst på nogle gange, flere som jeg har snakket med men ikke skrevet om her og flere som jeg kender men nu må sige farvel til. Egentligt en svær, men alligevel meget kendt situation efter nu at have gået dele af den franske camino 3 gange. Når jeg nu gik her og mødte så mange var der 2 følelser som egentligt pressede sig på - JEG vil fortsætte sammen med de andre - eller - Jeg vil hjem og så komme tilbage. Det sidste har jeg gjort og jeg er ikke i tvivl om at jeg kommer tilbage.
Klokken var tæt på 19 og jeg sad i gården ventede på de andre. Som sædvanlig viste jeg ikke hvad jeg ville. Dem som har fulgt med i min blog de andre år, ved hvor svært jeg har det med den sidste aften. Det havde jeg også i dag, så da alle kom og ville ud at spise, takkede jeg nej. Jeg vil være alene og selv sige farvel. Jeg tror at alle forstod det og vi kyssede og sagde farvel.
Jeg gk rundt men endte med at sætte mig på torvet med udsigt til alberguet. Der sad jeg på en bar, fik en 3 retters menu og kikkede rundt, tænkte og fik sagt mentalt farvel til caminoen for dette år. Ved 21 tiden gik jeg så over til alberguet, lagde mig og faldt i søvn til en lydbog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar