Dag 42, Santiago de Compostella - København

Mandag den 19. september
Santiago de Compostella – København

Mobilen vækkede mig kl. 5.45 hvorfter jeg stod op, ordnede mig og pakkede hvorefter jeg tog afsked med det albergue. Kl. 6.10 var jeg ude på vejen for at gå den sidste strækning til bus terminalen. Bussen gik kl. 06.40 og turen skulle vare 25 min. Jeg ankom til lufthavnen og fik checket ind. Jeg havde min rygsæk med som håndbagage. Jeg havde fjernet alt som ikke var tilladt at have med i håndbagagen. Fik mine boarding pass til IB 549 Santiago – Madrid og IB 3304 Madrid – København. Fik så morgenmad i afgangshallen og mens jeg sad der og spiste morgenmad så jeg flere andre danskere, heraf også de 5 fra i går med de 2 støjende. De gik heldigvis forbi mig. Flyet afgik som planlagt, så hvis alt gik som det skulle, ville jeg være i København kl. 15.

Da vi ankom til Madrid var vi blevet lidt forsinket og samtidig blev flyet placeret ved en remote gate, hvor vi skulle ombord på busser. Det begyndte at knibe med tiden idet da vi ankom til terminalen med bussen, var der kun en ½ time til flyet til København skulle gå. Vi blev sat af, så vi skulle igennem sequrity kontrollen igen og lige efter denne stod en Iberia ansat og råbte at vi skulle skyndte til gaten. Vi skulle nok komme med.

Vi ankom til gaten 7 minutter før afgang, men blev afvist. Gaten var lukket, fik vi at vide og vi kunne intet gøre for at formå dem til at åbne for os. Vi var i alt 12, som ikke kom med, men blev henvist til Iberia kundeservice. Jeg var den første i kundeservicen og de kunne ikke forstå, at vi ikke kom med. Flyet kunne endnu ses på gaten, men de ville intet gøre. De ombookede os via Frankurt til København, hvilket betød en forsinkelse på 7 timer.

Da vi ankom til Frankfurt, var vi igen forsinket og blev igen placeret på en remote gate med bus. Igen havde vi kun en ½ time fra vi ankom til terminalen, til SAS flyet gik. Vi skulle nu med tog fra terminal 2 til 1 og igen igennem sequrity. Jeg havde forsøgt fra flyet af få purseren til at hjælpe ved at kontakte personalet på jorden så de stod klar. Det havde de sagt de ville, men det skete ikke. Jeg havde sagt til de andre i flyet at vi skulle samles og sammen løbe til den gate hvor SAS holdt uden at checke ind. Det måtte de gøre i gaten.

Alt gik fint, sequrity var flinke og hjælpsomme og da vi nåede SAS gaten 3 min før afgang, blev vi ikke afvist. Tværtimod fik vi en rigtig god behandling, både af jordpersonalet, men også da vi kom ombord. Uden deres velvillighed havde vi måttet overnatte i Frankfurt. Stor tak til SAS besætningen, især til purseren, som gjorde vores tur med SAS til en dejlig oplevelse.

Endelig hjemme efter en lang dag til min dejlige kone, Britta som sad og ventede i lufthavnen.

Dag 41, Finiterre - Santiago de Compostella

Søndag den 18. september
Albergue Paz, Finiterre - Seminario Manor, Santiago de Compostella

Jeg vågnede ved 8 tiden ved at den anden i 6 rumsværelset, hun stod op. Jeg lå og småsov indtil hun havde forlad rummet, hvorfter jeg stod op. Jeg havde egentligt ikke travlt, for bussen gik først kl. 11.45 og jeg kunne blive på alberguet til kl. 10, men jeg stod op alligevel. Fik ordnet mig og forlod så alberguet. Gik ned mod busterminalen og passerede en bar hvor jeg fik morgenmad. Det var køligt og overskyet, men da jeg senere gik en tur kom solen frem og det blev en dejlig lun dag.

Jeg sad så og hørte lydbog indtil bussen kom. Der var kommet nogle danskere, 5 i alt, hvor de 2 af dem var utroligt støjende, og det var de fra de kom og også i  bussen. Jeg skammede mig over dem. De vidste tilsyneladende ikke hvordan man skulle opføre sig i et andet land. Det var pinligt. De 3 andre havde jeg mødt kort i går da jeg sad og spiste frokost, og jeg havde snakket lidt med dem. De havde gået fra Leon, og 2 af dem havde taget turen 2 gange. De havde så denne gang inviteret andre med og det var blandt andet de 2 som jeg kunne opleve i bussen. Jeg nåede Santiago ved 14.30 tiden, fik min rygsæk og gik tilbage til det albergue jeg havde boet på tidligere, Seminario Manor, og fik et eneværelse igen. Da jeg passerede de andre senge, hilste jeg på Karen og Bodil som stadig var der. De skulle afsted til Finisterre dagen efter.

Jeg gik derefter en tur i byen og fik en sen frokost. Gik tilbage til alberget, fik et bad og satte mig og opdaterede min dagbog.

Derefter fik jeg ud og spiste, og selvom det nu var flere dage siden jeg var ankommet til Santiago, så mødte jeg stadig pilgrimme som jeg havde set og hilst på før.

Bagefter var det tidligt i seng, da jeg skulle op tidligt næste dag.

Dag 40, Santiago de Compostella – Finisterre

Lørdag den 17. september
Seminario Manor, Santiago de Compostella – Albergue Paz, Finisterre

Hvad jeg ikke fik i går, fik jeg til gengæld i dag – en rigtig god nattesøvn. Jeg vågnede ved mobilen kl. 7 men satte den frem til kl. 7.45 som gik i løbet af 5 min. Derefter fik jeg ordnet mig, pakket og så ud ad døren. Klokken 8.30 var jeg fremme ved busterminalen, hvor jeg fik et billet til kl. 9. Fik også en returbillet. Derefter tilbage til en bar hvor jeg fik morgenmad. Utroligt at en ccl og toast kun koster 2.20€, men dejligt var det.



Finisterre (boede A3)

Jeg fik en plads i bussen og var forberedt på en bustur på 3 timer. Vi kørte gennem det mest imponerende landskab som jeg har set længe. (Måske lidt overdrevet, har sgi set en del efterhånden, men flot var det). Bussen kørte langs kysten til Finisterre og det gik sikkert hurtigere pga det var lørdag. Ikke megen trafik. Vi var fremme kl. 11.15. Da jeg stod af bussen, fik jeg hilst på flere jeg kendte, som skulle med bussen tilbage.

Fandt derefter et alberge – Paz, hvor jeg fik en seng og en nøgle så jeg kunne komme og gå som det passede mig.

Gik hurtigt videre til Cabo Fisterra, som var der det hele skulle ende. Det var en vandretur på ca. 3 km. Pludselig, mens jeg gik, kunne jeg mærke følelserne løb over med mig. Jeg havde pakket en pose med alt mit tøj, alt det tøj som jeg møjsommeligt havde vasket hver dag i de sidste 40 dage, og nu var jeg på vej til den sidste ende, verdens ende, for at brænde det. Og jeg må indrømme, at tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg tænkte på de sidste mange uger. Jeg fik taget mig lidt sammen og kom så derud helskindet, men dybere rørt end jeg havde troet. Jeg kunne mærke at det ikke var forbi endnu.

Jeg kom så til enden, hvor der var et hotel, stod et fyrtårn og bag dette var så klipperne, som gik mere eller mindre lodret ned på Atlanterhavet. Der sad en masse pilgrimme i grupper rundt omkring. Jeg fandt et fyrsted hvor der var liv i bålet, fandt mit tøj frem og fik det lagt på. Fik en dame til at tage et billede og gik så lidt nedad og satte mig på en sten og kikkede ud over havet. Så kom tårerne strømmende igen. Sad bare og kikkede og mærkede en dyb ro, men på samme tid en stor følelsesmæssig lettelse over at været nået målet. På en eller anden måde var det større end at nå frem til Santiago. Det er måske ikke rigtigt, men det var måske bare anderledes.

Jeg valgte at gå hjemad mod Finisterre over bjerget, som tog lidt længere tid med gav tid til eftertanke. Da jeg kom tilbage, fandt jeg en lille reataurant ved havnen hvor jeg fik en menu. Det var så min frokost.

Jeg gik så tilbage mod alberget, da jeg hørte råbet – ”Michael, I knew I would see you again”. Det var Don, som jeg ikke havde set – siden hvornår. Vi omfarvnede og snakkede i munden på hinanden. Han var kommet til Santiago om mandagen og var forsat til Finisterre hvor han lige var ankommet for 10 min siden. Gået hele vejen. Vi var meget glade for at se hinanden og fik en øl sammen. Han mente at der var flere i byen fra den ”gamle” familie, og vi aftalte at vi skulle mødes kl. 19 om aftenen og evt. se om vi kunne finde andre. Han mente helt sikkert at Daniel her. Jeg kunne fortælle ham om Georg og Vaneska, samt om Noel, og det var han glad for at høre. Også om Julie, som jeg fik hilst på i Santiago. Sikke dog alt løber sammen her i Finiterre.

Jeg gik så til alberget for at skrive dagbog og opdatere bloggen. Glemte lige at skrive, at min mobil i formiddags meldte at jeg skulle huske at aflæse el i havnen, så jeg måtte sende SMS til Thomas, så han kunne ordne det.

 

Da klokken nærmede sig 19, forlod jeg alberget for at mødes med Don. På vejen derhen løb jeg ind i Georg og Valesca som var kommet med bussen om eftermiddagen og som havde været inde og handle til aftensmaden. Jeg fortalte at jeg havde en aftale med Don og det blev glade for at høre at han var her. Vi aftalte at vi alle skulle mødes med kl. 21 ved busterminalen og så gå en drink sammen. Don og jeg mødtes og fik ned og spiste. Vi fik dejlige 2 timer til at gå med at fortæller hinanden om de tanker vi havde gjort undervejs og de eventuelle ændringer der ville ske når vi kom hjem.

Da klokken nærmede sig 21 kom Georg og Valesca forbi hvor vi sad og vi fortsatte så til en bar hvor vi fik henholdsvis ccl (det gjorde jeg) of de andre et glas vin. Jeg fik dog en magno til min kaffe. Vi hyggede os rigtigt ved at fortælle hvad vi havde lavet siden sidst og siden sidst var faktisk mange dage siden. Jeg havde ikke set Georg og Valesca siden dag 25, tror jeg. Men dejligt var det at se dem igen og høre hvad de havde fået ud af deres camino. De var begge glade for at jeg havde talt lidt dunder til dem så de var blevet gode venner igen.

Ved 22 tiden gik vi hver til sit men ønsket om et godt liv, samt at vi skulle holde kontakten via email

Dag 39, Santiago de Compostella

Fredag den 16. september
Seminario Manor, Santiago de Compostella

Katedralen

Vågnede vist til normal tid, hvilket sikkert var 6, men tvang mig til at sove videre. Det havde været en urolig nat, synes jeg. Jeg havde sovet dårligt og min venstre fod havde værket på trods af at jeg havde smurt den med salve inden jeg var gået i seng. Jeg havde sikkert fået gået lidt for meget i går.

Jeg fik ordnet mig, men ikke pakket, da jeg havde værelset i 2 dage. Jeg tog af sted mod byen ved 9 tiden, og skulle købe et par t-shits, klippes og derefter til messe. Da jeg kom til katedralen, mødte jeg Bodil og Karen som stod og så helt opgivende ud. De anede ikke hvad de skulle gøre for at få et compostella, så jeg fulgte dem ned til døren. De vidste heller ikke hvor de skulle bo, så jeg gav dem mit kort så de kunne finde vej til det sted hvor jeg boede. Det er trods alt meget centralt beliggende, kun 10 min fra katedralen.

Jeg havde netop vist dem hvor de skulle gå ind, da jeg blev overfaldet af Julie fra Tyskland. Jeg tror ikke jeg har set hende siden Leon, hvor hun ville bo en ekstra dag. Det var et dejligt gensyn. Hun havde siddet sammen med nogle andre og fået en kop kaffe da hun fik øje på mig. Et rigtigt dejligt gensyn.

Jeg fik handlet et par t-shirt og gik tilbage mod en frisørforretning, som jeg havde udset mig. Den var åbnet nu, men jeg kunne ikke få tid før om eftermiddagen. Jeg gik videre og kom til en ny frisørforretning, hvor en ældre knark stod og klippede en mand. Jeg gik ind og han havde tid.  Derefter fik jeg den store tur, men håret og skægget (begge var vokset en del i de sidste 6 uger) og til sidst så jeg helt normal ud. (15 €)

Derefter gik jeg tilbage til alberget og fik sat mine pakker og så til messe.

Jeg fik en rimelig siddeplads og fik så ellers hilst på en del. Heriblandt Georg og Vaneska, som var dukket op. Det var dejligt at se dem. De 3 canadiske tøser dukkede også op og de snakkede om at vi skulle mødes bagefter messen og spise lunch sammen. Bud var der også, foruden Bodil og Karen og jeg blev igen overkysset af de franske frøkener.  Derudover fik jeg vinket og hilst på en masse som jeg har set eller mødt på min vej.

Messen var en kæmpe oplevelse, selvom det ikke er meget man forstår. Den er fin iscenesat. Efter messen, fik vi så den oplevelse, at de svingede med røgelseskaret. Den var en oplevelse, som jeg heldigvis fik på video. Det er ellers forbudt at tage video i kirken, men ok at fotografere.

Det blev også nævnt, at der var danskere der var kommet fra Saint Jean.

Bagefter mødtes vi; Rona, Brenda, Lanice, Bud, Sebastian, Inga og jeg. Vi fandt en restaurant og så dukkede Merielle op og hun deltog også. Jeg havde stadig en stor trang til at være alene, så jeg sagde tidligt på gensyn til dem.

Tog så tilbage til alberget og opdaterede dagbogen og bloggen.

Tog derefter igen ind til katedralen, hvor jeg pludselig løb ind i Karen og Bodil. Vi aftalte at vi skulle spise sammen og gik tilbage mod alberget, hvor der var nogle gode spise steder. Pludselig stod Noel foran mig. Han havde siddet i en bar og opdaget, at jeg kom. Hvor var jeg glad for at se ham. Georg og Vaneska mente jo, at han måske var i byen nu, men det havde jeg ikke turdet tro på. Og nu stod han der. Sikke vi opfavnede hinanden. Ingen af os havde troet dette. Jeg undskyldte mange gange overfor Karten og Bodil, men jeg ville gerne snakke med Noel. Det forstod de godt og vi sagde på gensyn og jeg gik ind i baren sammen med Noel. Han sad der sammen med Barry fra Canada, som han havde gået med et par dage. Vi blev enige om, at vi skulle spise sammen. Det var dejligt at se Noel igen og de boede begge på samme alberge som jeg. Noel endda i enerum som jeg. Som han sagde, efter 40 dage med andre trængte han til at være alene. Jeg kunne kun være enig. Sikke dog vi fik udvekslet oplevelser.

Vi havde en rigtig hyggelig aften og gik sammen tilbage til alberget. Desværre skulle jeg af sted næste dag med bus til Fineterre, så vi ville ikke umiddelbart ses mere. Noel ville gå søndag til Finiterre og da ville jeg komme tilbage om eftermiddagen.  Jeg glæder mig til at høre mere fra ham. Han skriver jo bøger her på sine gamle dage og næste år har han helliget at skrive sine memoirer om caminoen. Den vil jeg se frem til at læse. Han har tidligere skrevet et par noveller.

Efter en dejlig dag, hvor jeg fik nyt tøj, blev klippet, var til messe, mødte en del af den gamle familie gik jeg glad i seng.

Dag 38, Pedrouzo – Santiago de Compostela

Torsdag den 15. september
Albergue Edreira, Pedrouzo – Seminario Manor, Santiago de Compostela ( 21,0 km / 826,23 km )

Dagens kort

Det blev en varm nat hvor jeg svedte meget. Først hen på morgenen faldt temperaturen lidt. Der var mange der havde haft det varm, så folk var tidligt ude af sengen, så jeg måtte så også stå op. Jeg fik ordnet mig og spist min banan og så af sted, med lygten i hånden.

Det første stykke indtil lufthavnen var i skov, så lygten var nødvendig. Kort før lufthavnen var det ikke nødvendigt med lygten mere og da jeg nåede Lavacolla fik jeg min ccl og en croissant. Derefter videre gennem Vilamajor til San Marcos hvor det store alberge, med plads til 500, lå. Det lignede en hel lille by.

Dagens terræn

Derefter gennem forstæderne til Santiago og pludselig stod jeg foran katedralen og klokken var kun 11. Det var en stor oplevelse og ligesom uforståeligt, at jeg nu havde gået 800 km og nu stod jeg ved målet. Det var en imponerende katedral, men inden jeg gik ind, gik jeg lige hen på peregrino kontoret og fik mit campostela. Derefter gik jeg lidt rundt om katedralen for til sidst at gå ind i den netop som messen startede. Jeg gik rundt i kirken idet jeg ikke syntes at det var min messe i dag, men det bliver det i morgen. Pludselig var der en masse jeg kendte og som hilste, både i kirken men også udenfor. Nogle havde jeg kun mødte på forskellige alberger og andre havde jeg snakket med på caminoen. Fælles for dem alle var, at de hilste og sagde ”tillykke, vi gjorde det”. Utroligt mange sad i kirken og græd og andre sad midt på torvet foran kirken og bare stirrede på den. Andre humpede rundt i kirken eller udenfor.

Jeg forlod kirken og gik til det alberge – Seminario Manor, hvor jeg ville bo. Jeg fik en seng på 3. sal og gik op og fandt den. Pludselig kom Bud. Han var lige kommet og vi fik hilst. Hans forklaring på hvad der var gået galt i går, var at han havde glemt at dreje af til byen og så bare fortsat og da han opdagede det var han gået 5 km. Han var så gået videre til lufthavnen hvor han havde fået ordnet billetten.  Det var da helt ok, men tror egentligt at han var lidt nervøs for al det billet halløj, så det havde sikkert ligget i baghovedet på ham.

Seminario Manor

På næsten hele turen har jeg mødt 2 ældre franske frøkener, som jeg aldrig har kunnet snakke med. Til gengæld har de kunnet snakke med andre, heriblandt Jaques, så jeg har ofte hilst på dem. Vi har tit overnattet på sammen alberge, har tit mødt hinanden på caminoen, og hver gang de ser mig råber de mit navn, ”mikael” , og overkysser mig. Jeg aner ikke hvad de hedder men er da glad for deres hilsen hver gang. De dykkede også op her og jeg blev igen overkysset, men snakke sammen kan vi ikke.

Jeg havde ikke lyst til at starte det sædvanlige, men bad, vask og dagbog, så låste min rygsæk inde og gik tilbage mod katedralen.

Seminario Manor

Jeg gik rundt i byen og kikkede og kikkede. Den historiske gamle by er stor med mange andre kirker foruden katedralen. Og så var det turist boderne, musikgrupper som sad og spillede, tiggerne, de gamle damer som forsøgte at sælge et værelse, luderne og mange mange flere. Alle ville tjene på pilgrimmene som nu var kommet til byen. Og det var ikke kun dem fra Camino Frances, som jeg kom fra, men også dem fra Camino Portugues, Camino Ingles, Camino del Norte, Camino Primitivo, ja der er nok af pilgrimme som skal lægge penge her.

Da jeg var mættet af indtryk, bevægede jeg mig tilbage mod mit alberge, men pludselig var der ensom råbte, det var Berit. Hun boede også der, så vi fulgtes. Det undrede mig at hun var her, men hun skulle afsted næste dag til Madrid, hvor hun så skulle være i 2 dage. Hun boede på eneværelse, som jeg ikke vidste der var på det alberge; men det var også et hostel, så den første jeg gjorde var at få et eneværelse, da jeg kom tilbage. Jeg havde netop kikket efter et hostel i byen som jeg evt. kunne flytte ind i. Hun fortale mig at hun skulle ud og spise i aften med nogle andre og at jeg selvfølgelig var inviteret. De skulle mødes kl. 18.45 foran katedralen.



Seminario Manor

Da jeg havde fået mit værelse, gik jeg i gang med dagbogen, men det gik lidt tungt. Det er ikke til at forklare, men pludselig synes at gassen at gået. Jeg følte mig træt, men ikke søvning. Synes jeg trængte til noget, så jeg gik igen tilbage.

Satte mig foran katedralen på pladsen og kikkede på alle dem som var der og som kom og gik. Hilste på flere som jeg havde set en eller flere gange. Herunder og en canadisk pige fra Quebec (Merielle) som jeg sidste havde set i Molinaseca, hvor hun spurgte om kørekort for handicappede.

Jeg tror jeg sad der et par timer, og pludselige var klokken blevet 18.45 og jeg kunne se Berit og nogle andre. Jeg overvejede kraftigt at overse dem, idet jeg havde mest lyst til at være alene, men synes at nu da Berit havde inviteret mig, så kunne jeg dårligt afslå.

Det viste sig at der var flere i den gruppe, som jeg ikke kendte og derfor ikke følte trang til, lige nu, at lære at kende. Pludselig dukke Erick og Ninette op. Erick var ham som havde gået fra Østrig og Ninette var en ung pige som han havde slået følgeskab sammen med. Jeg så dem sidst i Sarria.  Jeg snakkede en del med Erick som også blev inviteret med, men de sagde vist nej. Jeg tog en varm afsked med ham og Ninette og sagde så til de andre, at jeg ville være alene i aften.

Jeg forlod dem og fandt et lille hyggeligt sted hvor jeg kunne se katedralen, solen og bordet hvorpå der kom en øl. Efter en times tid, gik jeg tilbage og i seng. Gad ikke engang at høre lydbog.

Dag 37, Arzua – Pedrouzo

Onsdag den 14. september
Albergue Via Lactea, Arzua – Albergue Edreira, Pedrouzo ( 20,71 km / 806,23 km )

Dagens kort

Havde en af de morgener hvor jeg faldt i dyb søvn efter at var blevet vækket af den første ved 6 tiden. Vågnede mere eller mindre bevidstløs lidt i 8 for at opdage at alle næsten var væk. Tog det stille og roligt og fik ordnet mig og så af sted. Det var dejligt lyst, men jeg kunne se at der var mange på caminoen i dag.

Det meste af tiden i dag gik gennem skov, så det var ikke meget at se andet end træer. Det startede som sædvanlig med egetræer der skyggede for solen. I dag var himlen blå og det tegnede til en varm dag. Senere skiftede skoven fra egetræer til eucalyptus. Jeg havde flere gange set marker beplantet med eucalyptus træer, men det var første gang at det blev til skov. Da det var egetræer faldt skyggen massivt, anderledes var det eucalyptus træer. De blev hurtigt høje og havde ikke så mange blade, men skov var det jo.

I A Calle standsede jeg og skulle have en ccl. Jeg blev råbt an af en dansker og det vidste sig at være Bodil, som jeg sidst havde set i Villar de Mazarife hvor vi boede på en bar. Karen stod i køen ved toilettet, så hende fik jeg også hilst på. Fik min ccl og satte mig ved dem og blev opdateret om deres oplevelser.

Dagens terræn

Pludselig kom der en anden hen, som mente at hun havde hørt dansk. Det var en dame som var i selskab med 4-5 andre danske damer på en 100 km tur. Jeg fik ikke snakket yderligere med dem. Der er utroligt mange af dem på caminoen nu. Jeg blev tiltalt flere gange undervejs vedrørende hvor jeg var startet fra og da de hørte at jeg havde gået 5½ uge, så var der ikke meget mere at snakke om. Der er ligesom dannet 2 grupper på caminoen nu, dem med små rygsække og dem med store. Dem med små, går langsomt op ad bakke og dem med store går stærkt hele tiden. Derudover der grupperejserne, hvor de intet bærer på, men alt deres udstyr bliver transporteret frem til næste hostel. Jeg mødte en gruppe fra Irland, som går på denne måde.

Fortsatte og kom til Salceda hvor Rona, Brenda og Bud sad ved bar. Jeg fik en cola og satte mig ved dem. Inga var der også. Lanice manglede, men hun var gået i forvejen. Rona havde været syg i nat og havde det stadig ikke for godt. De mente, at hun var blevet smittet af Sebastrian, som ikke havde haft det så godt de gange han havde spist med os. Efter en pause drog vi af sted igen, jeg først, så kom de andre senere.

Nåede frem til Pedrouzo, og fandt vejen ned til det alberge, som vi havde aftalt at bo på i dag. Satte mig ved en bar, så jeg havde overblik over hvornår de kom, så vi kunne følges ad derned. Der gik næsten 2 timer, så synes jeg, at det blev for meget. I mellemtiden havde jeg fået mere øl og mad. Jeg gik så ned til alberge – Edreira, hvor jeg fik en seng. Derefter den sædvanlige rutine med bad,vask og en tur i byen. Den var ganske kort, for byen er ikke stor. Kom tilbage og gik i gang med dagbog.

Pludselig kom Lanice og hun fortalte at Rona var blevet mere syg og Brenda også var begyndt. De var taget ind på en pension og hun håbede at de så fik det bedre. De ville ikke smitte os andre. Vi gik til byen og fik en drink sammen, hvorefter hun skulle handle lidt ind, så hun kunne pleje de syge lidt. Hun er jo trods alt læge. Vi vidste ikke om vi ville se hinanden igen så hun min email.

Bud dukkede heller ikke op, så han må jo bo et andet sted.

Der er nu kun 1 dag tilbage til Santiago, så det føles lidt mærkeligt. I alle de dage det har været indtil nu, har dagsrytmen været den samme - som pilgrim. Fra i morgen eller overmorgen, på et tidspunkt er jeg ikke mere pilgrim, men turist. Det bliver mærkeligt. Planen er, at jeg når Santiago i morgen, torsdag, ikke deltager i messen før fredag. Fredag vil så være sidste dag som pilgrim, hvor jeg får mit compostela og tager i kirken. Derefter rundt og kikke på kirken og se lidt på byen, ganske som jeg plejer. Så får vi se hvad der ellers skal ske. Planer har det jo med at ændre sig.

Jeg fik opdateret min blog og satte mig i haven med et glas rødvin. Det var ikke flere tilbage som jeg kendte så selvom det burde føles ensomt, så gjorde jeg det ikke. Jeg synes at jeg har oplevet så meget i de sidste snart 6 uger og haft mange tanker så lidt fred og ro var dejligt. Jeg sad og gik bogen igennem og genkaldte mig hver dag af de 37 jeg har haft indtil nu. Det var en dejlig fornemmelse, at kunne huske hver dag, både hvem man havde mødt men også turen gennem landskabet og oplevelserne undervejs.

Da klokken nærmede sig 8 gik jeg op i byen og fik en pilgrimsmenu og sad og nød den lune aften alene med alle min tanker. Den blev næsten 11 inden jeg var tilbage til et rigtigt varmt værelse. Det var et nyt alberge og man havde åbenbart glemt at lave noget så temperaturen kunne holdes nede. Det ville blive en varm nat.

Dag 36, Melide – Arzua

Tirsdag den 13. september
Albergue Xunta, Melide – Albergue Via Lactea, Arzua ( 14,63 km / 785,52 km )

Dagens kort

Jeg sov dejligt køligt i nat, idet jeg lå tæt på et åbent vindue. Der var ikke så meget uro om morgenen, så jeg fik sovet godt og stod op da de andre begyndte at stå op. Jeg gik ordnet mig og så af sted. Klokken var 7.45 så det var allerede lidt lyst.

Jeg gik alene mod Boente og det meste af tiden i skov. Midt i skoven mødte jeg Bud og fortsatte. Efter Boente til Castaneda, hvor jeg fik kaffe på alberget der, samt et stempel i bogen. Spiste også en pære.

Landskabet var meget svensk, med bakker og frodigt. Dog var bakkerne nok mere bjerge idet der lå byer på bjergsiderne. Udsigten var flot. Gennem Ribadiso, som ikke indeholdt andet end et alberge og en del kokasser. Mærkeligt, jeg tror jeg har vænnet mig lidt til lugten nu. Det lugter ikke så slemt mere.

Dagens terræn

Lidt efter gik jeg ind i Arzua, som er en by på størrelse med Melide. Dog er der 6 alberger her i byen, hvilket nok skyldes, at vi nu nærmer os Santiago. Den næste strækning på 16 km er uden alberger.

Albergue Via Lactea

Jeg satte mig ved en bar og fik en cola og en sandwich. Efter ½ time dukkede Bud op og vi blev enige om at vi ville bo på alberget - Via Lactea. Jeg havde været derinde og kikke og det så rimeligt ud med en lille gårdhave.

Jeg gik en seng, bad og vasket tøj og så tog vi en tur i byen og fik en øl på torvet.

Bagefter gik jeg i gang med dagbogen og blog’en.

Gik tilbage på torvet og sad i skyggen her sidst i siestaen. Pludselig dukkede de 3 tøser op, , Rona, Brenda og Lanice. De var kommet sent til byen og boede på et andet alberge. De var på jagt efter Sangria, som de havde set på et skilt på vej ind i byen og spurgte om jeg ville være med. Der lå faktisk en bar på torvet som havde Sangria så der blev bestilt en stor kande. I det samme kom Bud, som havde sovet så der kom så 5 glas. Vi sad og hyggede over den Sangria, da en tysker, Sebastian kom forbi. Han boede kun på hostels, men havde spist med i går da vi fik pulpo. Han boede i Dublin, men var som sagt tysk. Inga, en anden tysk fra Bremen havde også spist med i går og hun boede i dag på samme alberge som de 3 tøser.

Hun var nu ikke med da vi sad over Sangriaen, hvor klokken nærmede jeg 5 og Britta ville ringe. Hun ringede og vi fik en snak. Nu er det jo tæt på at jeg kommer hjem. Klokken 17.30 var der messe som vi havde planlagt at deltage i og vi gik derfor ind i kirken. Den var godt fyldt på og der kom flere og flere. Der sad en og spillede orgel og selvom klokken snart nærmede sig 17.45 skete der intet ud over at der kom flere og flere. Pludselig gik dørene helt op og ind kom præsten gående foran en båre og nu kom der rigtigt mange med ind. Messen var åbenbart blevet en begravelse og det synes vi ikke at vi ville deltage i, så vi listede ud.

Pigerne skulle handle og Bud og jeg fik en øl. Vi havde aftalt at mødes kl. 19 for at spise sanmen.

Klokken 19 mødtes vi på torvet og gik til en restaurant, som åbenbart var ret kendt og fyldt op, men det lykkedes os at få et bord kl. 19.30. Vi gik så over gaden til en bar og fik en ”before dinner drink” og derefter gik vi så ind og fik mad. Vi var, Rona, Brenda, Lanice , Bud, Sebastian, Inga og jeg. Vi hyggede os og maden var superb, til kun 10 € pr kuvert.

Bagefter gik det så hjemad, hvor jeg trak en kop ccl i automaten og sad lidt på terrassen inden jeg gik i seng.

Dag 35, Portos – Melide

Mandag den 12. september
Albergue Casa A Calzada, Portos – Albergue Xunta, Melide ( 21,6 km / 770,89 km )

Dagens kort

Man må sige at de 3 er kommet efter det. Jeg hørte dem næsten ikke før jeg kunne se at det var lysnet lidt, og så stod jeg ud af sengen. I det samme kom de med fuld oppakning og sagde farvel. Det var dejligt at kunne sove uden al den uro.

Jeg stod op, ordnede alt og så af sted. Fik lige en banan. Det var en ret stille tur gennem landskabet i et overskyet vejr. Det meste af turen foregik i skov, med ganske få åbninger, hvor der så lå en by. Den første var Palas del Rei, hvor jeg på den bar, hvor jeg fik en ccl løb ind i Kee. Vi fik hilst og han ville også til Melide, så måske ser jeg han der.

Dagens terræn fra Palas de Rei

Næste ccl fik jeg Lobreiro, hvor jeg også spiste en nektarin. Derefter gik det stille og alene til Melide, som er en større by, hvor jeg standsede et sted og fik en øl og tortilla. Jeg ledte så efter et privat alberge, men fandt kun et og det så ikke så lækkert ud. Det lå lige ved siden af Xunta (det offentlige) så jeg stak hovedet ind der. Det så ok ud så jeg overgav mig efter en lille snak.

Fik en seng ved et vindue, et bad og vasket tøj. Solen var kommet frem nu så der var en chance for at få det tørt.

Albergue Xunta

Kikkede på byen, som jo er en større by, med lyssignaler og det hele. Trak en cola og sad i parkenb og kikkede på trafikken og alle pilgrimmene der kom forbi. Der er flere som hilste, men der er ikke mange som jeg kender. Det er lettere for dem at huske mig.

Gik lidt rundt i byen og klikkede på kirken og satte mig igen på torvet, denne gang med en øl. Pludselig blev der råbt af mig og det var de 3 canadiske tøser, Rona, Brenda og Lanice. De var ankommet og havde ikke fundet finde andet alberge end det som jeg boede på. Jeg nåede dårligt nok at snakke ret meget med den, så dukkede Bud op. Det blev rigtig hyggeligt. De kendte ikke ham, så vi fik snakket en del. Vi blev enige om at det nu var den familie som var tilbage, så vi skulle ud og spise sammen i aften. Byen, Melide, er kendt for blæksprutter, så vi blev enige om at jeg skulle finde et Polperia, som det kaldes, det sted for man spiser blæksprutter. Vi blev enige om at mødes 18.30 foran alberget og jeg gik så på jagt efter det bedste sted.

Vi mødtes kl. 18.30 og gik lige forbi kirken for at få et stempel.  Det var imidlertid gået i stykker, så det fik vi ikke. Derefter ledte jeg dem frem til Polperia’et som jeg havde fundet. Vi skulle alle prøve det, på nær  Brenda, som ville have en steak. Jeg fik en stor tallerken og de andre en lille. Hvis jeg havde vist for meget der lå på en lille, havde jeg også bestilt en lille. Bud og jeg fik rødvin til og de andre cider. Jeg synes at det var rigtigt lækkert og smagte godt. Det var store blæksprutter, hvor armene var skåret i stykker på ca. 1 cm. tykkelse og så dejligt krydret. Jegt nød men kunne ikke spise det hele. Bud så så trist ud af Brenda forbarmede sig over ham og delte sin mad med ham. Det så servitricen, så hun kom med lidt ekstra til Brenda.

Efter maden, fortalte pigerne om et lille bageri hvor de havde fået te om eftermiddagen. Så på vej hjem, var vi forbi der og fik kaffe med kage.

Bud og jeg forlod pigerne der, de snakker ret så meget, så det kunne de jo bare gøre der. Så i seng.

Dag 34, Portomarin – Portos

Søndag den 11. september
Albergue Portosantiago, Portomarin – Albergue Casa A Calzada, Portos ( 20,47 km / 749,29 km )

Dagens kort

Vågnede igen ved at der var nogen på vej op. Det var de 3 fra Canada, 3 ældre damer der åbenbart var totalt uforberedt på at de skulle op. De knoklede rundt med deres lamper for at få orden på deres ting. Klokken var lidt over 6 så det var ret tidligt med al det uro. Efter et stykke tid forsvandt de men så startede de næste, så op skulle jeg. Jeg fik ordnet mig og pakket sammen, satte mig udenfor og spiste min banan og nektarin, da jeg opdagede at de 3 fra Canada sad inde stuen og snakkede. Hvorfor mon de så skulle så tidligt op. Nå, men jeg gik med et ”buen Camino” til de andre og så ud på vejen.

Dagens terræn

Det gik ret stejlt op den første kilometer og så gik turen ellers mod Gonzar. Kort før Gonzar overhalede jeg Bud, hilste og fortsatte. Kom højere og højere op, så til sidst ind i skyerne og så var det på men ponchoen. Et kedeligt gråt vejr hele vejen til mit mål, Portos efter ca. 20 km. Det er 4 km. før Palas de Rei, som jeg så passerer i morgen.

Albergue Casa A Calzada

Alberget i Portos – Casa a Calzada, ejes af et ældre ægtepar (tror jeg), hvor hun er ret så afmålt, men jeg får da aftvunget et smil engang imellem. Jeg fik en seng i huset bagved og mod vejen har de en bar. Efter at have smidt alt i huset, satte jeg mig i baren og fik en ”Ensalada mixta” med rødvin til og sad så og skriv min dagbog. Hendes humør jagede flere pilgrimme væk, men manden sagde intet. Det var ham som stod i køkkenet.

Mens jeg sad og skrev, kikkede jeg på alle de pilgrimme som kom forbi. Antallet er steget voldsomt i forhold til tidligere. Der kommer nogle hele tiden. De fleste er spaniolere, og mange af dem er næsten uden oppakning. Det så jeg i går. Deres oppakning ankommer via det som hedder Jacotrans, som er et transportfirma man kan ringe til, som så, mod betaling, henter og bringer rygsækken. Det har jeg set ført men ikke i den udstrækning som nu. Jeg mødte en italiener, som lå hele natten med iltapparat, som så blev bragt videre til næste alberge. Det er i orden, men at sende rygsækken, så er man vel mere en turist. Der er også nogle alberger som ikke accepterer, at man ikke går med sin rygsæk og samtidig skal man have gået mindst 20 km., for at blive accepteret.

Da jeg var færdig, gik jeg en tur til en gammel romersk kirkeruin, San Salvador i Vilar de Donas. Da jeg kom tilbage sad de 3 ældre canadiske damer, Rona, Brenda, Lanice foran alberget og ventede. De kunne ikke registrere fordi alberget var lukket i siestaen, og først ville åbne igen kl. 17. Jeg havde fåer nøglen, så jeg låste dem ind hvorefter de ville gå til den gamle kirke. Selv skulle jeg op og finde en mobil forbindelse, så jeg kunne snakke med Britta og Daniel/Rebecca.

Det tog lidt tid at finde en god mobilforbindelse, men det lykkedes og jeg hilst på Daniel og Rebecca.

Der var ikke kommet andre i alberget, så vi var kun os 4. Vi spiste sammen og var enige om at da de nu skulle op så tidligt for at ordne sig, ja så listede de ud i det tilstødende rum og snakkede så jeg kunne sov. Det var i orden at de tændte lyset bare de ikke lyste rundt med deres pandelamper.

De var alle 3 fra Calgary, der hvor der havde været olympiske lege. Brenda havde endda haft nogle danskere boende. Hun huskede at de drak akvavit. Efter en hyggesnak over maden gik jeg i seng og hørte lydbog, mens de gik ind ved siden af og snakkede. De snakker ret meget, de 3. Jeg hørte ikke mere til dem den aften.

Dag 33, Barbadelo – Portomarin

Lørdag den 10. september
Albergue Xunta, Barbadelo – Albergue Portosantiago, Portomarin ( 19,05 km / 728,82 km )

Dagens kort

Igen var der nogle som skulle tidligt af sted og ikke havde gjort klar, hvorefter de larmede og lyste rundt i rummet i ½ time. Tror at klokken var 6  da de startede. Jeg forsøgte at sove videre, og da de var gået lykkedes det da også lidt, men så kom den næste. Også det tog tid og jeg fatter ikke at de ikke forbereder sig. Til sidst måtte jeg af bare irritation stå op, stille og roligt ordne mig, tage alt med ud i køkkenet og pakke der. Jeg gav mig god til, stod ude på terassen og så at det lysnede lidt i horisonten, spiste min banan hvor efter jeg stille gik videre på caminoen.

Jeg har nu hørt fra flere og flere at det er nødvendigt at få stempler i bogen de steder hvor det er muligt. Man vil åbenbart ikke have at folk snyder og kører i bil fra sted til sted, og derfor skal der være mindst 2 stempler hver dag inkluderet overnatningsstedet. På min vej mod Portomarin gik jeg gennem en del småbyer, som alle havde en ting til fælles og det var lugten. I Morgade var der en bar, hvor jeg stak hovedet indenfor og fik et stempel. Kort efter, i Ferrerios ,var der et alberge hvor jeg også fik et stempel, og da jeg nåede Portomarin, fik jeg et stempel i kirken.

Dagens terræn

Dagens højdepunkt er jo 100 km stenen, stenen som fortæller at der nu er 100 km tilbage til Santiago. Jeg gik da også taget både video og billeder af denne begivenhed og mindes Erick fra Østrig da han passerede 1000 km stenen. Det var et stort øjeblik for ham og 100 km stenen er nu også et stort øjeblik for mig. 100 km stenen står kort før Morgade.

Dagen startede med blå himmel hele vejen rundt, men efter en ccl i Mercadoiro blev der overskyet, og jeg måtte finde min poncho frem så jeg havde den ved hånden. Ved Vilcha dryppede det lidt, men det gik over så jeg nåede Portomarin uden at blive våd. Vejret er godt nok omskifteligt her i Galicien.

Albergue Portosantiago

Der var et par private alberge i starten af byen, men jeg gik videre gennem centrum af byen og fandt så Xunta alberget . Overvejede kort, men nej. Gik tilbage til centrum og fandt et dejligt alberge Santiago lige ved siden af kirken. Et skønt lille et med have og liggestole, køkken med alt for 10 €.

Fik installeret mig med alt og gik derefter en tur i byen. Der var bryllup i dag, så der var stor ståhej på torvet. Jeg fik nogle billeder af bruden da hun kom. Kort efter kom Hugo med sit æsel Miriam. Det vakte også stor ståhej at han kom i byen og han gjorde holdt på den bar hvor jeg havde sat mig med en øl. Han opdagede mig og kom over til mig. Vi snakkede lidt og jeg skulle så holde Miriam mens han gik ind og bestilte øl med bocadillo. Vi fik snakket lidt sammen, indtil jeg måtte videre. Jeg havde fået nogle SMS’er som jeg ikke kunne forstå, men mente at jeg hellere måtte sætte nogle penge på min mobilkonto.

Da jeg endelig, langt om længe fandt frem til den forretning som havde det kort som jeg skulle bruge var den lukket, Håber ikke at de lukker telefonen. Det havde jeg været nervøs for at de havde gjort aftenen før, idet jeg overhovedet ingen forbindelse havde. Jeg forsøgte at sende en SMS som såfremt der bare er en kortvarig forbindelse vil blive sendt, men den lå stadig i bakken da jeg nærmede mig Portomarin. Kort før Portomarin fik jeg imidlertid en stribe SMS’er, både fra Britta og fra telefonkompagniet – Happymovil. Den sidste kunne jeg ikke forstå, kun at der stod noget med 5€.

Da jeg kom tilbage til alberget gik jeg i gang med min dagbog og blog. Også det er en fordel ved et privat alberge, at der er internet.

Haven

Satte mig lidt i haven og snakkede med 3 fra Canada som var kommet mens jeg havde siddet i tilbygningen. Solen var fremme engang imellem og varmede dejligt. Senere gik jeg igen en tur i byen for at se om forretningen havde åbent. Det havde den så jeg fik sat 5€ ind på min mobil. Gik derefrer loidt rundt i byen og løb ind i Bud. Det var et glædeligt gensyn og af en eller anden grund løber jeg konstant ind i ham efter en 2-3 dage uden at have set ham. Vi aftalte at mødes foran kirken kl. 19 og spise aftensmad sammen. Apropos kirken, så har den ikke nogen synlige klokker med en stor højtaler i stedet for.

Jeg gik lidt mere rundt i byen og da klokken nærmede sig 7, gik jeg op mod kirken. Lød ind i Bud igen og vi satte os foran det alberge som han boede på og fik Menu del dia. Ved 20 tiden skiltes vi med en ”på gensyn” og jeg gik tilbage til kirken. Jeg skulle til messe kl. 20.30. Jeg sad på kirkepladsen og da klokken blev 20.15 startede ”klokkespillet”, men i stedet for det sædvanlige klokkespil, var det nu kirkemusik med sang og spil der kom ud af højttalerne.

Efter messen, gik jeg tilbage til alberget, snakkede lidt med er par italienske piger, og så sagde så godnat til dem og de 3 fra Canada.

Dag 32, Samos – Barbadelo

Fredag den 9. september
Albergue Val de Samos, Samos – Albergue Xunta, Barbadelo ( 20,12 km / 709,77 km )

Dagens kort

Der var uro allerede ved 6 tiden og klokken 6.45 havde alle forladt rummet. Jeg lå derefter ag snuede et kvarter inden jeg stod op og havde hele alberget for mig selv. Jeg fik ordnet alt som jeg plejer og forlod alberget klokken 7.30. Jeg mødte Erick fra Østrig og ham havde jeg ikke set længe. Vi havde sovet sammen i samme rum i Los Arcos, hvor han var sammen med 2 andre, en pige Ninette og en mand Jack. Jeg havde ikke forventet at se ham, men han havde haft et maveonde, så han havde ligget stille et par dage. Jack havde forladt ham i  Burgos og Nenette havde overnattet på klosteret ligesom han havde. Han fortalte at det var et forfærdeligt sted at overnatte, med madrasser så tynde at  de fleste sov på ryggen og dermed var der et snorkeri så voldsomt, så Ninette havde forladt alberget klokken 3 om nattet og var gået til Sarria.

Godt at jeg ikke havde overnattet der. Vi sagde farvel idet jeg stod og ventede på min GPS, som havde svært ved at komme i gang.

Så af sted, der var lyst nok til at kunne se alt, netop som jeg gerne ville have det. Det var ikke overskyet og ikke særligt koldt men solen var ikke kommet over bjergene endnu og der ville nok gå en times tid før de gjorde det.

Dagens terræn fra Sarria

Kort efter Samos gik det igen voldsomt opad og næste dal blev synlig. Der lå skyerne nede og snart gik jeg ind i en skov, som igen lignede en regnskov. Jeg havde læst at netop denne skov aldrig har været rørt og står som modernatur har lavet den. Den så godt nok lidt vild ud. Det sjove var nu, at det regnede fra bladene. Ikke voldsomt, men nok til at jeg bemærkede det. Det er altså meget fugtigt om morgenen når skyerne ligge lavt, så fugtigt at det kondenserer på bladene som så afleverer vandet. Det kunne også ses på skovstien.

Midt i skovområdet indhentede jeg Erick og vi fulgtes så resten af vejen til Sarria. Han fortalte at han havde mødt en dansker i går, men kunne ikke huske hvad hun hed. Hun var ca. 2 min foran os. Først troede jeg at det var Berit, men nej, hende her havde kun gået 3 dage, fra Villafranca. Ellers gik vi og hyggesnakkede. Det var i dag netop 4 måneder siden at han havde forladt Østrig på sin Caminotur. Han var 46 år og havde sagt sit job op, gået fra kone og 2 piger på henholdsvis 16 og 24 år. Han ville finde ud af sit liv. Vi kom ikke ind på hvad der var årsagen, men at være på vej så længe, det er da engagement.

Da vi nåede Aguiada, var der en bar lige da vi kom ind i byen. Vi standsede og indenfor sad den danske pige som han havde mødt. Vi startede med at snakke lidt, hun var fra København, men så ringede hendes mobil, og den var vigtigere. Jeg kunne høre på hendes samtale at hun blev ringet op af en som ikke vidste at hun var i spanien. Jeg gik udenfor og satte mig med min ccl sammen med Erick, og vi var begge enige om at hun  bare var en turist. Jeg så hende sidenhen ganske kort, da hun kom forbi alberget i Barbadela.

Erick og jeg fortsatte til Sarria, hvor vi på torvet fandt Ninette, som havde siddet der siden klokken 7, hvor hun ankom. Jeg fik hilst på hende igen men det var nu ikke så mange dage siden at jeg sidst havde set hende. På torvet sad Berit også. Hun var gået tidligt fra Samos og sad nu og fik kaffe. Jeg fik et glas rødvin af ejeren af den bar vi stod foran. Han kom også med et par skiver ost. Måske var han blevet forelsket?

Jeg forsatte, da jeg synes at min fod havde det fint og jeg ikke er specielt glad for storbyerne. Der var kun 4 km. til næste alberge, som lå i Barbadelo.

Jeg nåede Barbadelo, fandt alberget som åbnede kl. 13. Jeg ankom kl. 12.30, så jeg sad foran og nød naturen og hilste på alle de pilgrimme som kom forbi, herunder også Berit og den danske pige, som jeg aldrig fik navnet på.

Albergue Xunta

På vejen mod Barbadelo, ca. 500 meter før, lå der en restaurant, som så fin ud. Bagefter fandt jeg ud af at det også var et alberge, men det stod ikke i min bog.  Det alberge jeg var kommet ind på – Alberge Xunta, Xunta betyder, at det er drevet af provinsen, var ikke noget at råbe hurra for. Det vil jeg huske og så vidt muligt prøve at undgå dem. Nå, men efter at havde fået en seng, et bad, vasket tøj, gik jeg en tur tilbage til det som jeg troede var en restaurant. Det var det så ikke kun, men også et alberge, hvor jeg fandt Philip fra Irland siddende på terrassen. Han havde ledt efter mig i Samos, men ikke fundet mig, sagde han. Han skulle desværre videre, fordi han havde en deadline, et fly som skulle nås i Santiago. Det var her jeg nu fandt ud af at dette dejlige sted også var et alberge – Alberge  Barbadelo, men nu havde jeg jo booket mig ind andetsteds.

Jeg gik tilbage til mit alberge og gik i gang med min dagbog.

Efter dagbogen gik jeg mig en tur i byen. Byen var så meget sagt, men her lugtede af kokager. Dejligt at alberget lå lidt udenfor byen. Jeg havde planlagt at gå til messe i den lille kirke kl. 19, og jeg var det 18.45 da der blev kaldt til mese. Jeg sad udenfor idet jeg ikke ville være den eneste der kom til dagens messe. Da de kaldte igen, kl. 18.55 var jeg stadig den eneste, så jeg forlod stille kirkens område.

Jeg gik tilbage til alberge Barbadelo, hvor jeg fik dagens menu. Selvom der var flere jeg kendte, sad jeg alene med min menu. Jeg tror at jeg nu er kommet så langt på caminoen, at jeg gerne vil være alene. Jeg er heller ikke mere så social som jeg var i starten. Jeg har selvfølgelig mistet det meste, eller hele min familie og det er ganske trist men det var forventet.

Bagefter gik jeg tilbage, fandt et sted at sidde hvor der var udsigt til hele dalen med omliggende bjerge og sad og nød solnedgangen.

Så i seng men nåede lige at få hilst på de nye som var kommet.

Dag 31, Fonfria – Samos

Torsdag den 8. september
Albergue A Reboleira, Fonfria – Albergue Val de Samos, Samos ( 20,72 km / 689,65 km )

Dagens kort

Allerede klokken 6 begyndte de første at gøre sig klar og så gik det slag i slag, mens jeg forsøgte at sove lidt mere. Det gik ikke og kl. 7.40 måtte jeg overgive mig og stod op. Så var der en, som mente at alle skulle op nu, så hun tændte lyset i sovesalen. Jeg ordnede mig og fik en banan til morgenmad og så afsted.

Selvom klokken var 7 da jeg gik, var det alligevel så mørkt at jeg måtte bruge min lygte for ikke at gå galt. Det var mest de store sten på stien som jeg skulle gå udenom. Det lysnede mere og mere og himlen så dejlig blå ud med bjergtoppen rundt i horisonten. I dag skulle jeg jo nedad igen, fra 1350 meter til 550 i Samos.

Da jeg nåede Biduedo, kunne jeg se ned i dalene og der lå skyerne nede i ca. 700 m. Det var et  flot syn at se skyerne ligesom smyge sig rundt om bjergene. Dette syn havde jeg det meste af vejen ned, indtil jeg gik ind i skyerne for til sidst i Triacastela at være under skyerne.

Dagens terræn fra Triacastela

Lige efter Biduedo indhentede jeg nogle af de andre og også Berit. Vi gik mere eller mindre sammen til Triacastela, som jeg dog kom til nogle minutter før hende. Jeg standsede ved den første bar jeg så og fik en ccl og toast. Jeg havde lige sat mig med min ccl da Berit kom. Hun ville også standse her og få noget at spise.

Vi forsatte gennen byen, hvor caminoen delte sig mod henholdsvis Samos og San Xil. Vi skulle jo til Samos og de første kilometer var langs vejen. Derefter gik stien ind i landet og det var som at gå i en regnskov. Det er godt nok frodigt her i Galicien, men det havde jeg jo også hørt. En anden ting der er her, er ko kasser. Alle steder, både på stier og veje ligger der ko efterladenskaber. I små byer som jeg kom igennem, stank der af ko møj og det lå i alle de små gader. Indbyggerne må have vænnet sig til lugten. Jeg synes den var slem – storslem.

Vi nåede Samos, men kort før var der et udsigtpunkt hvor hele klosteret kunne ses. Jeg kom ned til byen 10 min før Berit og var lige inde og handle lidt. Derefter satte jeg mig ved en bar og bestilte en bocodilla og en øl. Kort efter kom Berit. Vi havde ikke set mange andre pilgrimme på turen, så måske går de fleste til San Xil som jo også er 6 kilometer kortere.

Vi gik så over til klosteret men de åbnede først kl. 15 og det var sent for klokken var 12.30. Jeg satte mig med en cola og lidt efter så jeg at døren gik op. Jeg havde stillet min rygsæk ved døren. Jeg gik derned og kikkede ind. En yngre dame kom ud og jeg spurgte om jeg kunne sætte min rygsæk ind. Nej, det kunne jeg ikke og samtidig kastede jeg et blik ind i lokalet og det så ikke indbydende ud. 64 senge, sagde hun og de stod tæt og langs muren, så de var som sådan ikke en del af klosteret som det jo havde været i Leon. Jeg sagde til Berit, at det var ikke noget for mig; sagde farvel til hende og gik over i det private alberge, hvor jeg straks fik en dejlig seng ved et stort vindue med udsigt til byen og klosteret. Fik et bad, vasket tøj og da jeg sad dejlig ren og opdaterede min dagbog var klokken 14.30.

Albergue Val de Samos

Berit ville blive i klosteret og da hun samtidig ikke skulle til samme by næste dag, ja så ville vi nok ikke ses mere. Min plan for næste dag var at gå til Sarria, som kun er en tur på 15 km, Jeg vil gerne spare min fod lidt nu da jeg er kommet over bjergene. Min fod har godt kunnet mærke den bjergtur.

Jeg gik en tur i byen, fik handlet lidt og satte mig på torvet og bare nød at slappe af alene. Da jeg kom tilbage til alberget, som lå dør om dør med den bar hvor jeg havde siddet, var der kommet flere i rummet. De var der nu ikke, men jeg satte mig i køkkenet og kikkede lidt på de kommentarer jeg havde fået på min blog.

Klokken blev 19 og jeg gik igen en tur og fandt et hyggeligt sted at spise. Samos er en lidt sjov by fordi bjergene ligger meget tæt på og der er egentligt kun en dal-indkørsel og det er den jeg skal ud af i morgen. Ind til byen var over en bjergkam, så byen er lukket helt inde. Det alberge jeg bor på, har godt nok vinduer i begge sider af huset, men på bagsiden åbner det lige ind mod bjergvæggen. Så tæt ligger bjergene. Nå, men på vej ud af byen lå der en dejlig restaurant med en skøn udsigt op mod bjerget på den modsatte side. Jeg sad så hvordan ørnene lå og svævede rundt på bjergtoppen og på selve bjergsiden voksede der et vælg af træer i 1000’vis af forskellige grønne farver. Det er enormt frodigt her i Galicien.

Men jeg fik min menu del dia og gik tilbage mod alberget hvor jeg stoppede og fik en ccl med en magno. Jeg sendte en sms til Britta, at jeg savnede hende her.

Så op i seng. Fik lige hilst på nogle af de andre som var italienere. De fleste italienere, franskmænd, tyskere og spaniolere kan ikke engelsk og de grupperer sig sammen og vil ikke snakke med andre. Der er enkelte undtagelser og det er ofte dem som jeg skriver om her.

Dag 30, La Portela de Valcarce – Fonfria

Onsdag den 7. september
Albergue el Peregrinos, La Portela de Valcarce – Albergue A Reboleira, Fonfria ( 27,76 km / 668,98 km )

Dagens kort

Jeg havde jo eneværelse med vindue mod øst, så da jeg vågnede, så jeg at det var blevet lidt lyst. Jeg havde sovet godt med vinduet åbent, men havde tidligt taget et tæppe over mig. Det havde været dejligt koldt i værelset. Jeg fik ordnet mig, spist en banan og derefter på gaden. Klokken var blevet 7.50 og det var dejligt lyst.

Gik langs vejen helt til lidt efter Herrerias, hvor stien startede meget voldsomt opad mod La Faba. Den løb gennem skov indtil efter La Faba, hvor der åbnede sig et syn for guder. En enorm flot udsigt til bjergene og dalene, som bare blev flottere og flottere efterhånden som jeg nærmede mig O´Cebreiro. Da jeg kom til O´Cebreiro, vidste det sig at byen lå på en sådan måde at på den ene side af byen havde man udsigt mod de bjegre og dale som jeg kom fra og på den anden side at byen mod de bjerge og dale som jeg skulle hen mod. Altså et decideret bjergpas. Det var et betagende skue som jeg kun kunne sidde og beundre længe.

Dagens terræn fra O'Cebreiro

Jeg hilste kort på Berit i O´Cebreiro og gik derefter videre, gennem Liñares, hvor jeg mødte Bud, men han skulle kun til næste by, Hospital de la Condesa. Sagde farvel og gik videre mod Alto do Polo, hvor jeg kort forinden løb ind i 2 norske par. De havde også planer om at blive på Alto do Polo, så vi aftalte at snakke videre over middagen senere.

Jeg ankom til Alto do Polo, hvor der egent kun lå 2 huse, en bar med alberge og et hotel. De var ikke særligt venlige, men jeg fik da en seng og besluttede at tage mig en øl og en tortilla. Mens jeg sad der fik jeg en snak med 4 andre nordmænd som sad der. De skulle videre – 13 km til Tricastela. Jeg sad egentligt og var ked af det sted og da pludselig Berit dukkede op, ja så blev vi begge enige om at gå videre til det næste alberge i Fonfria. Også fordi at mens jeg havde siddet der var der passeret en del som jeg kendte. Jeg fik sagt farvel til de 2 norske par og så af sted.

Albergue A Reboleira

Da vi ankom til alberget , kom Annelise, den hollandske pige som måske har mødt sin kommende mand, Julian fra Tyskland på caminoen, ud og var så glad for at se mig. De havde ikke troet, at vi skulle mødes igen. Jeg svarede, at det var vi jo nødt til, for jeg havde en hilsen fra hans mor. Julian havde sendt linken til min blog til sin mor, og da hun er norsk kan hun læse den og kun havde sendt en kommentar til mig om at hun var Jullians mor og hun synes at den var sjov at læse. Klart at hun synes det, for der stod jo at hendes søn måske skulle giftes og det havde han jo ikke fortalt hende endnu. Hun bad mig også overbringe en hilsen til hendes søn.

Jeg fik en seng og mødte Jaques på rummet. Det var hyggeligt og længe siden, så vi fik senere en øl sammen.

Fik så et bad, vasket tøj og gået en tur i byen. Det er intet i byen, andet en landmænd med køer så der lugter godt af mødding. Jeg er jo kommet til Galicien nu. Kort før O`Cebreiro passerede jeg grænsen mellen Castillo y Leo og Galicien. Så nu er der ikke langt tilbage. I morgen går turen til Samos hvor jeg skal sove på klosteret.

Efter turen i byen sad jeg først og snakkede med Jaques i haven og senere Julian og Annelise. Havde dårlig mobil modtage forhold så Britta kunne ikke ringe, men fik da sendt en SMS til Britta.

Derefter gik jeg i gang med min dagbog og skal senere spises sammen med de andre på alberget. Der var en menu for 9 € som jeg tror alle har taget. Der er ikke andre steder at spise.

Klokken 19 var der spisning og det blev vældig hyggeligt. Vi var jo højt oppe, så humøret meget hurtigt blev opløftet af ganske få glas rødvin. Især de unge som begyndte at danse samba og andre latinamerikanske danse. De hyggede sig vældigt, mens den gamle her, gik omkuld og sov allerede kl. 20.30

Dag 29, Cacabelos – La Portela de Valcarce

Tirsdag den 6. september
Albergue de Peregrinos, Cacabelos – Albergue el Peregrinos, La Portela de Valcarce ( 26,5 km / 641,17 km )

Dagens kort

Bud havde åbenbart stillet sin mobil, som pludselig vækkede. Han gik i gang med at gøre sig klar til afgang, mens jeg lå og småsov. Vi var jo kun os 2, så jeg sagde, at han bare kunne tænde lyset, hvilket han gjorde. Jeg spurgte ham om hvad klokken var og han svarede at den var 6.30. Jeg lå så lidt indtil han havde fået alt pakket og steg så op. Gik over til baderummene og synes, at der var mørkt og det var meget koldt. Fik så ordnet mig og tilbage og pakkede rygsækken og så ud af døren. Det var stadig meget mørkt, men det tænkte jeg ikke så meget over. Det var også hundekoldt, men jeg havde taget windbreaker på.

Gik så mod Villafranca del Bierzo og tænkte egentligt ikke på, at der var mørkt og koldt længere. Der var jo masser af pilgrimme på vejen og jeg holdt jo varmen ved en rask gang.

Et par kilometer efter Cacabelos delte caminoen sig i 2 spor og jeg valgte det over bjerget og gennem vinmarker til Valtuille de Arriba. Her var der flere steder mulighed for morgenmad, men jeg havde fået 2 bananer så jeg trængte ikke til noget.

Dagens terræn

Jeg nåede Villafrance og fik set borgen og kirkerne og så videre over floden, hvor caminoen igen delte sig, en langs med vejen og en over bjergene mod Pradela. Lige ved broen mødte jeg Laura, som havde overnattet i Villafranca. Hun var sammen med en ung tysk mand. Hun spurgte hvilken vej jeg havde planlagt og jeg svarede at jeg ville op over bjerget – Alto Pena Roldan 935 m. Det ville de også, men de kunne ikke finde hvor de skulle gå op, men den fandt vi så sammen og så gik det ellers opad. En rigtig hård tur hvor vi alle tre efter kort tid gik hver for sig.

Undervejs gjorde jeg holdt for at spise en banan og nektarin. Så videre mod toppen, nedad igen og pludselig kunne jeg se Laura på en vej lidt nede. Hun havde ikke kunnet finde stien og var så gået mod en by, hvorfra hun havde taget vejen. Kort efter mødtes vi på vejen, som den rigtige sti netop krydsede og så gik det ellers nedad. Meget stejlt og hun måtte holde pauser, fordi hun havde problemer med knæene. Det var en gammel skade.

Albergue el Peregrino

Jeg forsatte og nåede Trabadelo, hvor jeg havde regnet med at blive. Det vidste sig at byen lå bag mig, hvorfor jeg fortsatte til La Portela. Fandt alberget og fik en seng på et 2 sengsstue med eget bad og toilet. Det er et hostel som også er et alberge, så forholdene var fine. Der var en terrasse lige ud mod den vej hvor alle pilgrimmene kom forbi, så i løbet af dagen så jeg så en masse fra min familie som skulle 3 km længere. Også Laura dukkede op, men hun skulle til La Faba og vi sagde farvel til hinanden. Jeg havde besluttet mig for at blive i La Portela for at spare mine ben lidt. Det ville også passe fint de næste par dage med 20 km., indtil jeg nåede Samos hvor jeg gerne ville overnatte på det store kloster.

Som sagt, fik en seng, fik et bad, fik vasket og gik så en tur i byen. Det var til at overse, idet byen kun en vej på 100 m med huse til hver side. Det hostel/alberge som jeg bor på er også byens eneste bar og eneste restaurant.

Kort før jeg gik, var der kommet en irlænder - Philip, som efter, at have spurgt mig om alberget også flyttede ind. Da jeg kom tilbage til alberget, sad Berit på terrassen sammen med en spanioler. Hun var godt sur for hun havde ikke kunnet finde den lille sidevej efter broen, som førte over bjerget, så hun havde gået ved siden af vejen hele vejen. Her havde hun mødt ham spanioleren. Kort efter gik han, idet han skulle gå 40 km den dag. Berit vidste ikke rigtigt hvad hun ville, men til sidst besluttede hun sig til at bo er. Hun ville nemlig også gerne overnatte på klosteret i Samos, så der var ingen grund til at gå længere med mindre hun ville nå Samos på 2 dage i stedet for 3 som jeg havde planlagt.

Mens vi sad og snakkede, om hendes beslutninger på terrassen, dukkede belgieren op med sit æsel- Mariam. Æslet blev installeret på en mark ved siden af, hvor den, mens jeg sad og skrev dagbog, ofte kaldte. I oppakningen har han korn, som den også får og bagefter fik den vand. Den så vældig tilfreds ud efter dette og stod så ellers bare og sov.

Mens jeg sad og opdaterede min blog, fik jeg lyst til et glas rødvin, hvorefter jeg købte en flaske i baren for 4 €, hvilket var lige til at overkomme. Delte lidt ud af det til Philip, som sad og læste her. Han havde fået lidt ondt i halsen og havde fået at par Vickers af mig. Dem var han glade for idet de hjalp. Jeg tager engang imellem en Vickers som, når man går lang og drikker meget vand, giver en frisk mundsmag. Det er ok.

Da jeg opdaterede fra GPS'en opdagede jeg, at jeg var taget afsted om morgenen klokken 6.02, hvilket vil sige at Bud havde sagt 6.30, men ment 5.30, så jeg var godt nok kommet tidligt op i dag. Intet under at der både var mørkt og koldt da jeg startede.
 

Jeg sad på terrassen og slappede af indtil kl. 19 hvor Berit og Philip kom. Philip ville have en "before dinner drink", en Gintonic, og vi tog alle sådan en på terrassen. Derefter gik vi ind og fik dagens ret. Lidt kedelig menu, men vi kom dog igennem den og fik hygget os.

Bagefter gik Berit og Philip i seng, men jeg satte mig igen på terrassen med en ccl og nød aftenen. Derefter i seng.