Dag 31, Fonfria – Samos

Torsdag den 8. september
Albergue A Reboleira, Fonfria – Albergue Val de Samos, Samos ( 20,72 km / 689,65 km )

Dagens kort

Allerede klokken 6 begyndte de første at gøre sig klar og så gik det slag i slag, mens jeg forsøgte at sove lidt mere. Det gik ikke og kl. 7.40 måtte jeg overgive mig og stod op. Så var der en, som mente at alle skulle op nu, så hun tændte lyset i sovesalen. Jeg ordnede mig og fik en banan til morgenmad og så afsted.

Selvom klokken var 7 da jeg gik, var det alligevel så mørkt at jeg måtte bruge min lygte for ikke at gå galt. Det var mest de store sten på stien som jeg skulle gå udenom. Det lysnede mere og mere og himlen så dejlig blå ud med bjergtoppen rundt i horisonten. I dag skulle jeg jo nedad igen, fra 1350 meter til 550 i Samos.

Da jeg nåede Biduedo, kunne jeg se ned i dalene og der lå skyerne nede i ca. 700 m. Det var et  flot syn at se skyerne ligesom smyge sig rundt om bjergene. Dette syn havde jeg det meste af vejen ned, indtil jeg gik ind i skyerne for til sidst i Triacastela at være under skyerne.

Dagens terræn fra Triacastela

Lige efter Biduedo indhentede jeg nogle af de andre og også Berit. Vi gik mere eller mindre sammen til Triacastela, som jeg dog kom til nogle minutter før hende. Jeg standsede ved den første bar jeg så og fik en ccl og toast. Jeg havde lige sat mig med min ccl da Berit kom. Hun ville også standse her og få noget at spise.

Vi forsatte gennen byen, hvor caminoen delte sig mod henholdsvis Samos og San Xil. Vi skulle jo til Samos og de første kilometer var langs vejen. Derefter gik stien ind i landet og det var som at gå i en regnskov. Det er godt nok frodigt her i Galicien, men det havde jeg jo også hørt. En anden ting der er her, er ko kasser. Alle steder, både på stier og veje ligger der ko efterladenskaber. I små byer som jeg kom igennem, stank der af ko møj og det lå i alle de små gader. Indbyggerne må have vænnet sig til lugten. Jeg synes den var slem – storslem.

Vi nåede Samos, men kort før var der et udsigtpunkt hvor hele klosteret kunne ses. Jeg kom ned til byen 10 min før Berit og var lige inde og handle lidt. Derefter satte jeg mig ved en bar og bestilte en bocodilla og en øl. Kort efter kom Berit. Vi havde ikke set mange andre pilgrimme på turen, så måske går de fleste til San Xil som jo også er 6 kilometer kortere.

Vi gik så over til klosteret men de åbnede først kl. 15 og det var sent for klokken var 12.30. Jeg satte mig med en cola og lidt efter så jeg at døren gik op. Jeg havde stillet min rygsæk ved døren. Jeg gik derned og kikkede ind. En yngre dame kom ud og jeg spurgte om jeg kunne sætte min rygsæk ind. Nej, det kunne jeg ikke og samtidig kastede jeg et blik ind i lokalet og det så ikke indbydende ud. 64 senge, sagde hun og de stod tæt og langs muren, så de var som sådan ikke en del af klosteret som det jo havde været i Leon. Jeg sagde til Berit, at det var ikke noget for mig; sagde farvel til hende og gik over i det private alberge, hvor jeg straks fik en dejlig seng ved et stort vindue med udsigt til byen og klosteret. Fik et bad, vasket tøj og da jeg sad dejlig ren og opdaterede min dagbog var klokken 14.30.

Albergue Val de Samos

Berit ville blive i klosteret og da hun samtidig ikke skulle til samme by næste dag, ja så ville vi nok ikke ses mere. Min plan for næste dag var at gå til Sarria, som kun er en tur på 15 km, Jeg vil gerne spare min fod lidt nu da jeg er kommet over bjergene. Min fod har godt kunnet mærke den bjergtur.

Jeg gik en tur i byen, fik handlet lidt og satte mig på torvet og bare nød at slappe af alene. Da jeg kom tilbage til alberget, som lå dør om dør med den bar hvor jeg havde siddet, var der kommet flere i rummet. De var der nu ikke, men jeg satte mig i køkkenet og kikkede lidt på de kommentarer jeg havde fået på min blog.

Klokken blev 19 og jeg gik igen en tur og fandt et hyggeligt sted at spise. Samos er en lidt sjov by fordi bjergene ligger meget tæt på og der er egentligt kun en dal-indkørsel og det er den jeg skal ud af i morgen. Ind til byen var over en bjergkam, så byen er lukket helt inde. Det alberge jeg bor på, har godt nok vinduer i begge sider af huset, men på bagsiden åbner det lige ind mod bjergvæggen. Så tæt ligger bjergene. Nå, men på vej ud af byen lå der en dejlig restaurant med en skøn udsigt op mod bjerget på den modsatte side. Jeg sad så hvordan ørnene lå og svævede rundt på bjergtoppen og på selve bjergsiden voksede der et vælg af træer i 1000’vis af forskellige grønne farver. Det er enormt frodigt her i Galicien.

Men jeg fik min menu del dia og gik tilbage mod alberget hvor jeg stoppede og fik en ccl med en magno. Jeg sendte en sms til Britta, at jeg savnede hende her.

Så op i seng. Fik lige hilst på nogle af de andre som var italienere. De fleste italienere, franskmænd, tyskere og spaniolere kan ikke engelsk og de grupperer sig sammen og vil ikke snakke med andre. Der er enkelte undtagelser og det er ofte dem som jeg skriver om her.