Dag 34, Portomarin – Portos

Søndag den 11. september
Albergue Portosantiago, Portomarin – Albergue Casa A Calzada, Portos ( 20,47 km / 749,29 km )

Dagens kort

Vågnede igen ved at der var nogen på vej op. Det var de 3 fra Canada, 3 ældre damer der åbenbart var totalt uforberedt på at de skulle op. De knoklede rundt med deres lamper for at få orden på deres ting. Klokken var lidt over 6 så det var ret tidligt med al det uro. Efter et stykke tid forsvandt de men så startede de næste, så op skulle jeg. Jeg fik ordnet mig og pakket sammen, satte mig udenfor og spiste min banan og nektarin, da jeg opdagede at de 3 fra Canada sad inde stuen og snakkede. Hvorfor mon de så skulle så tidligt op. Nå, men jeg gik med et ”buen Camino” til de andre og så ud på vejen.

Dagens terræn

Det gik ret stejlt op den første kilometer og så gik turen ellers mod Gonzar. Kort før Gonzar overhalede jeg Bud, hilste og fortsatte. Kom højere og højere op, så til sidst ind i skyerne og så var det på men ponchoen. Et kedeligt gråt vejr hele vejen til mit mål, Portos efter ca. 20 km. Det er 4 km. før Palas de Rei, som jeg så passerer i morgen.

Albergue Casa A Calzada

Alberget i Portos – Casa a Calzada, ejes af et ældre ægtepar (tror jeg), hvor hun er ret så afmålt, men jeg får da aftvunget et smil engang imellem. Jeg fik en seng i huset bagved og mod vejen har de en bar. Efter at have smidt alt i huset, satte jeg mig i baren og fik en ”Ensalada mixta” med rødvin til og sad så og skriv min dagbog. Hendes humør jagede flere pilgrimme væk, men manden sagde intet. Det var ham som stod i køkkenet.

Mens jeg sad og skrev, kikkede jeg på alle de pilgrimme som kom forbi. Antallet er steget voldsomt i forhold til tidligere. Der kommer nogle hele tiden. De fleste er spaniolere, og mange af dem er næsten uden oppakning. Det så jeg i går. Deres oppakning ankommer via det som hedder Jacotrans, som er et transportfirma man kan ringe til, som så, mod betaling, henter og bringer rygsækken. Det har jeg set ført men ikke i den udstrækning som nu. Jeg mødte en italiener, som lå hele natten med iltapparat, som så blev bragt videre til næste alberge. Det er i orden, men at sende rygsækken, så er man vel mere en turist. Der er også nogle alberger som ikke accepterer, at man ikke går med sin rygsæk og samtidig skal man have gået mindst 20 km., for at blive accepteret.

Da jeg var færdig, gik jeg en tur til en gammel romersk kirkeruin, San Salvador i Vilar de Donas. Da jeg kom tilbage sad de 3 ældre canadiske damer, Rona, Brenda, Lanice foran alberget og ventede. De kunne ikke registrere fordi alberget var lukket i siestaen, og først ville åbne igen kl. 17. Jeg havde fåer nøglen, så jeg låste dem ind hvorefter de ville gå til den gamle kirke. Selv skulle jeg op og finde en mobil forbindelse, så jeg kunne snakke med Britta og Daniel/Rebecca.

Det tog lidt tid at finde en god mobilforbindelse, men det lykkedes og jeg hilst på Daniel og Rebecca.

Der var ikke kommet andre i alberget, så vi var kun os 4. Vi spiste sammen og var enige om at da de nu skulle op så tidligt for at ordne sig, ja så listede de ud i det tilstødende rum og snakkede så jeg kunne sov. Det var i orden at de tændte lyset bare de ikke lyste rundt med deres pandelamper.

De var alle 3 fra Calgary, der hvor der havde været olympiske lege. Brenda havde endda haft nogle danskere boende. Hun huskede at de drak akvavit. Efter en hyggesnak over maden gik jeg i seng og hørte lydbog, mens de gik ind ved siden af og snakkede. De snakker ret meget, de 3. Jeg hørte ikke mere til dem den aften.