Dag 27, Rabanal del Camino – Molinaseca

Søndag den 4. september
Nuestra Senora del Pilar, Rabanal del Camino – Albergue Santa Marina, Molinaseca ( 29,63 km / 592,09 km )

Dagens kort

Som sædvanlig vågnede jeg ved at der var nogen som var i gang med at pakke. Jeg snuede lidt og stod så op. Gjorde mig klar og var klar til at gå. Jeg havde ikke lyst til morgenmad, så jeg spiste en banan og drog så afsted.

Det var køligt, men jeg havde forberedt mig ved at tage min windbreaker på. Derefter alene ud af byen og jeg mødte kort efter Daniel. Det var en smuk solopgang, men vi kunne se at skyerne lå lavt der hvor vi var på vej op. Kort efter begyndte det at regne lidt. Egentligt var det jo skyerne vi var på vejr ind i, men efter et stykke tid fandt jeg min poncho frem. Jeg tog den ikke på da det var stoppet igen og kort efter passerede jeg Noel. Jeg var på vej til Foncebadon og kort før kom Daniel op til mig. Daniel fotograferer meget og da det nu var helt tåget pga skyerne, gik han lidt hurtigere. Foncebadon var som by et lidt skummelt sted her i tågen, men jeg har hørt at der er et godt alberge der. Jeg forsatte idet Daniel ville kikke lidt på sine fødder. Han kæmpede med nogle vabler som han ville kikke lidt på.

Dagens terræn

Kort efter Foncedon begyndte det at regne igen, så jeg fik fat i min poncho og fik den på. Da jeg skulle til at fortsætte, kom Marie forbi. Vi fortsatte så resten af vejen til Molinaseca sammen.

Marie der fra Århus og er 37 år. Hun rejser meget, enten alene eller sammen med sin mand, som er kok. Vi nåede La Cruz de Ferro, hvor man skal lægge den sten som man eventuelt har medbragt hjemmefra. Det gjorde jeg så og da Jesus også var kommet, fik vi Marie til at tage et billede af os.

Vi forsatte og det forsatte også med at små regne og sådan blev det ved indtil vi nåede Acebo. Inden da havde vi passeret Manjarin, hvor der er et berømt alberge ejet af Thomas.

Da vi nåede Acebo var vi godt kolde og vi fandt hen til alberget hvor det var ild i pejsen og hvor vi mødte alle fra ”familien”. Marie havde mistet sin famile idet hun havde måttet holde pause pga vabler på overfoden. Hun havde taget en bus, men desværre for langt frem i forhold til hendes ”familie”, så hun var en dag foran. Det passer nu bedre til hendes hjemrejsedag som er d. 16 sept.

Vi fortsatte til Riego de Ambros, som var den by hvor jeg eventuelt vil blive hvis benene ikke var på toppen. De havde det nogenlunde, så jeg fortsatte. På tovet mødte vi Lena og Lars som havde overnattet i Foncebadon. De havde haft en dejlig dag i går hvor solen skinnede, men koldt og mørkt i dag da de forlod byen. Vi sagde farvel til dem og gik videre men fordi vi gik og snakkede, Marie og jeg, overså vi en markering og pludselig opdagede, vi at vi var alene på vejen. Vi havde forlad stien og havde overset hvor vi skulle ind på stien igen. Det betød at vi forsatte ad landevejen ca. 5 km indtil vi nåede Molinaseca. Det var en hård tur på asfalten, så jeg kunne godt mærke mine fødder da vi kom frem.

Byen var rigtig flot, så vi satte os og fik en øl sammen. Mens vi sad der kom Laura og med hende Julian og Annelise. Det er det unge par som har mødt hinanden på caminoen og som stadig går sammen. Jeg har sagt til dem, at hvis de gifter sig, forventer jeg at blive inviteret.

Efter øllen forsatte vi til alberge – Santa Marina, som var det nærmeste og da vi kom frem, sad Jesus, Daniel, Bud, Jacques og mange flere der. Jeg fik en seng og derefter en stor øl. Jeg trængte til det og måtte derfor udskyde vask, fodbad og opdatering af dagbogen.

Jeg aftalte med Bud og Marie at vi skulle til byen og spise kl. 19. Alberget ligger ca. 500 m fra byen og det er lidt irriterende da byen var sådan en dejlig by. Det var vores indtryk da vi kom.

Så gik jeg i gang med bad, vask og tog også et fodbad i dagens anledning. Det var mange kilometer på asfalt i dag.

Mens jeg stod og hængte tøj op, kom der endnu en dansker. Faktisk var det fordi Marie også var kommet ned for at vaske tøj og så snakkede hun til mig på dansk. Berit, som den nye dansker hed, spurgte forsigtigt om vi var danskere, og der var vi jo. Hun var fra Nyborg og var startet fra Leon og havde gået mere end 30 km i 3 dage og var dermed nået os her i Molinaseca. Hun var fuldstændig tændt af at gå camino og kunne slet ikke holde op selvom hun vidste at hun ikke skulle gå så meget.

Vi aftale så at hun skulle med ud at spise. Bud meldte fra, han var træt i dag og ville hellere i seng.

Jeg gik så i gang med at opdatere min dagbog og mens jeg sad der kom der en canadisk pige, Merielle, som også skulle skrive sin. Jeg havde hilst på hende før på caminoen, men kendte hende ikke. Vi kom til at snakke sammen og hun var fra Quebec, Canada og hendes arbejde var at genoptræne handicappede, så hun var interesseret i hvordan der var i Danmark. Hun arbejdede nu mest med voksne der var blevet handicappet evt. af en hjerneblødning.

Hun var kommet sammen med Vivian- Strassburg, Tyskland. Hende havde jeg snakket lidt med i Rabanal da jeg sad og fik en øl med Don. Hun var en af de få tyskere som kunne en del sprog og ikke kun hængte op af de andre tyskere. Tværtimod så irriterede det hende at tyskere hele tiden skulle gruppe sig sammen.

Enden på spisningen blev at der var en masse som tog ind til byen for at spise kl 8 på et hostel. Vi 5, Vivian, Merielle, Marie, Berit og jeg, gik sammen afsted og dag vi ankom sad alle de andre i ”familien” ved forskellige borde.

Det blev hen hyggelige aften og jeg var hjemme igen før 22 og i seng.