Dag 37, Arzua – Pedrouzo

Onsdag den 14. september
Albergue Via Lactea, Arzua – Albergue Edreira, Pedrouzo ( 20,71 km / 806,23 km )

Dagens kort

Havde en af de morgener hvor jeg faldt i dyb søvn efter at var blevet vækket af den første ved 6 tiden. Vågnede mere eller mindre bevidstløs lidt i 8 for at opdage at alle næsten var væk. Tog det stille og roligt og fik ordnet mig og så af sted. Det var dejligt lyst, men jeg kunne se at der var mange på caminoen i dag.

Det meste af tiden i dag gik gennem skov, så det var ikke meget at se andet end træer. Det startede som sædvanlig med egetræer der skyggede for solen. I dag var himlen blå og det tegnede til en varm dag. Senere skiftede skoven fra egetræer til eucalyptus. Jeg havde flere gange set marker beplantet med eucalyptus træer, men det var første gang at det blev til skov. Da det var egetræer faldt skyggen massivt, anderledes var det eucalyptus træer. De blev hurtigt høje og havde ikke så mange blade, men skov var det jo.

I A Calle standsede jeg og skulle have en ccl. Jeg blev råbt an af en dansker og det vidste sig at være Bodil, som jeg sidst havde set i Villar de Mazarife hvor vi boede på en bar. Karen stod i køen ved toilettet, så hende fik jeg også hilst på. Fik min ccl og satte mig ved dem og blev opdateret om deres oplevelser.

Dagens terræn

Pludselig kom der en anden hen, som mente at hun havde hørt dansk. Det var en dame som var i selskab med 4-5 andre danske damer på en 100 km tur. Jeg fik ikke snakket yderligere med dem. Der er utroligt mange af dem på caminoen nu. Jeg blev tiltalt flere gange undervejs vedrørende hvor jeg var startet fra og da de hørte at jeg havde gået 5½ uge, så var der ikke meget mere at snakke om. Der er ligesom dannet 2 grupper på caminoen nu, dem med små rygsække og dem med store. Dem med små, går langsomt op ad bakke og dem med store går stærkt hele tiden. Derudover der grupperejserne, hvor de intet bærer på, men alt deres udstyr bliver transporteret frem til næste hostel. Jeg mødte en gruppe fra Irland, som går på denne måde.

Fortsatte og kom til Salceda hvor Rona, Brenda og Bud sad ved bar. Jeg fik en cola og satte mig ved dem. Inga var der også. Lanice manglede, men hun var gået i forvejen. Rona havde været syg i nat og havde det stadig ikke for godt. De mente, at hun var blevet smittet af Sebastrian, som ikke havde haft det så godt de gange han havde spist med os. Efter en pause drog vi af sted igen, jeg først, så kom de andre senere.

Nåede frem til Pedrouzo, og fandt vejen ned til det alberge, som vi havde aftalt at bo på i dag. Satte mig ved en bar, så jeg havde overblik over hvornår de kom, så vi kunne følges ad derned. Der gik næsten 2 timer, så synes jeg, at det blev for meget. I mellemtiden havde jeg fået mere øl og mad. Jeg gik så ned til alberge – Edreira, hvor jeg fik en seng. Derefter den sædvanlige rutine med bad,vask og en tur i byen. Den var ganske kort, for byen er ikke stor. Kom tilbage og gik i gang med dagbog.

Pludselig kom Lanice og hun fortalte at Rona var blevet mere syg og Brenda også var begyndt. De var taget ind på en pension og hun håbede at de så fik det bedre. De ville ikke smitte os andre. Vi gik til byen og fik en drink sammen, hvorefter hun skulle handle lidt ind, så hun kunne pleje de syge lidt. Hun er jo trods alt læge. Vi vidste ikke om vi ville se hinanden igen så hun min email.

Bud dukkede heller ikke op, så han må jo bo et andet sted.

Der er nu kun 1 dag tilbage til Santiago, så det føles lidt mærkeligt. I alle de dage det har været indtil nu, har dagsrytmen været den samme - som pilgrim. Fra i morgen eller overmorgen, på et tidspunkt er jeg ikke mere pilgrim, men turist. Det bliver mærkeligt. Planen er, at jeg når Santiago i morgen, torsdag, ikke deltager i messen før fredag. Fredag vil så være sidste dag som pilgrim, hvor jeg får mit compostela og tager i kirken. Derefter rundt og kikke på kirken og se lidt på byen, ganske som jeg plejer. Så får vi se hvad der ellers skal ske. Planer har det jo med at ændre sig.

Jeg fik opdateret min blog og satte mig i haven med et glas rødvin. Det var ikke flere tilbage som jeg kendte så selvom det burde føles ensomt, så gjorde jeg det ikke. Jeg synes at jeg har oplevet så meget i de sidste snart 6 uger og haft mange tanker så lidt fred og ro var dejligt. Jeg sad og gik bogen igennem og genkaldte mig hver dag af de 37 jeg har haft indtil nu. Det var en dejlig fornemmelse, at kunne huske hver dag, både hvem man havde mødt men også turen gennem landskabet og oplevelserne undervejs.

Da klokken nærmede sig 8 gik jeg op i byen og fik en pilgrimsmenu og sad og nød den lune aften alene med alle min tanker. Den blev næsten 11 inden jeg var tilbage til et rigtigt varmt værelse. Det var et nyt alberge og man havde åbenbart glemt at lave noget så temperaturen kunne holdes nede. Det ville blive en varm nat.