Dag 24, Leon – Villar de Mazarife

Torsdag den 1. september
Madres Benedictinas, Leon – Albergue Tio Pepe, Villar de Mazarife (22,67 km / 509,86 km )

Dagens kort

Jeg vågnede dejligt afslappet, selvom det var det første alberge, hvor der ikke var hovedpude. Jeg brugte min tøjtaske som lige havde størrelsen og tykkelsen. Jeg havde jo sendt min hovedpude hjem fra Pamplona. Klokken var 5.30 så jeg vendte mig om og tog ½ time mere. Derefter op, ordnede mig og fik pakket og så ned i køkkenet til morgenmad. Jeg skulle over klostergården og så opdagede jeg at det regnede. En støvregn, godt nok, men regn var det. Jeg fik spist min morgenmad og så ud af døren efter lige at havde sagt ”buen camino” til de forskellige. Det regnede ikke mere, men jeg havde lagt mit regnslag øverst.

Derefter var det så gennem Leon, først byen, så et industrikvarter som gik direkte over i byen La Virgin Del Camino. Kort efter skulle beslutningen så træffes, om jeg ville følge motorvejen til Villadangos del Paramo eller den gamle camino frances til Villar de Mazarife. Det blev den gamle frances som vandt og netop som jeg skulle til at dreje af, så jeg Don som sad ved en bar og fik lidt morgenmad. Han ville samme vej og vi ville sikkert mødes senere. Kort efter at jeg var drejet af, begyndte støvregnen igen, og den fortsatte lige indtil jeg kom til Villar de Mazarife. Jeg tog min poncho på og fortsatte – gennem Fresno del Camino – Oncina og kort efter blev jeg indhentet af Don. Han var godt gående.

Dagens terræn

Vi forsatte sammen til Choras de Abajo, hvor jeg forkælede mig selv med en cafe con leche og en Magno. Dertil en bocodilla med jamon y tomato. Klokken var godt nok kun 11 men jeg trængte til lidt varme. Selvom man har en poncho på, ja så sveder man og så bliver den fugtig indvendig.  Don ville overnatte et andet skted og skulle dermed gå 10 km mere. Jeg sagde at jeg ville sidde her lidt så hvis han ville skulle han bare gå. Jeg havde kun 4 km tilbage. Vi sagde farvel og vi ville sikkert mødes senere. Mens jeg sad der kom Daniel sammen med et hold tyskere. Vi fik lige hilst, så gik de videre. Jeg gjorde mig klar til at forsætte, da der kom 2 ældre damer ud fra baren. Jeg havde siddet på terassen udenfor baren. Jeg kunne pludselig høre at de talte dansk. Vi fik hilst på hinanden og da de skulle til samme by, så mente vi at vi kunne snakke sammen der. Jeg fortalte hvor jeg ville bo, på alberget Tio Pepe, som er en bar midt i byen som også er et alberge. De synes at det lød som en god ide, så vi sagde på gensyn.

Da jeg nærmede mig byen, Villar de Mazarife, kunne jeg se at alle tyskerne drejede mod et andet alberge, men selvom jeg kendte et par af dem, så holder de sig for det meste for sig selv, så jeg fortsatte til Tio Pepe.

Albergue Tio Pepe

Lige midt i byen, foran kirken og supermarkedet, ligge Tio Pepe. Jeg fik en seng med vindue ud til gaden, rigtig hyggeligt. Fik mig et varmt bad og hængt det våde tøj til tørre. Da jeg var færdig var de 2 danske damer kommet, Lise og Bodil. Fik kun snakket kort for de skulle i bad osv. så jeg satte mig i baren og skrev på min dagbog.

Bestilte en cafe con leche med endnu en magno (spansk brandy) og sad et par timer og fik varmen mens jeg skrev på dagbogen. Fik så opdateret bloggen og gik ud i for at vaske tøj. Solen var kommet frem efter al det regnvejr, så jeg regnede med at det kunne nå at tørre.

Karen og Bodil sad også i haven, så vi hyggede os med en øl. Karen var gammel sygeplejerske og boede nu i Silkeborg og Bodil boede i Bagsværd. De var kusiner og gik ofte sammen, så nu skulle de prøve caminoen. De var startet i Burgos og gik kun ikke så langt hver dag, så jeg havde indhentet dem. Efter snakken gik jeg en tur i byen og da jeg kom tilbage sad de stadig i haven og vi blev enige om at spise sammen. Der var pilgrimsmenu i Tio Pepe og der var ikke andre restauranter i byen. En fransk dame, Natalja kom også i haven. Hun boede på det samme værelse som Karen og Bodil. Vi blev alle enige om at spise sammen.

Det viste sig at der ikke var kommet flere enlige herrer, så jeg havde værelset for mig selv. Det var dejligt, så kunne jeg sove med åbent vindue.

Klokken 19.30 spiste vi og efter maden skulle de Karen ryge og det skete i haven og jeg tog mig en cafe con leche. Så snakke vi lidt og snakkede om at vi måske sås i morgen, hvor de ville gå til Santibanez , en tur på 19 km, og det var også min hensigt.

Så var det i seng til en dejlig alene nat.