Dag 40, Santiago de Compostella – Finisterre

Lørdag den 17. september
Seminario Manor, Santiago de Compostella – Albergue Paz, Finisterre

Hvad jeg ikke fik i går, fik jeg til gengæld i dag – en rigtig god nattesøvn. Jeg vågnede ved mobilen kl. 7 men satte den frem til kl. 7.45 som gik i løbet af 5 min. Derefter fik jeg ordnet mig, pakket og så ud ad døren. Klokken 8.30 var jeg fremme ved busterminalen, hvor jeg fik et billet til kl. 9. Fik også en returbillet. Derefter tilbage til en bar hvor jeg fik morgenmad. Utroligt at en ccl og toast kun koster 2.20€, men dejligt var det.



Finisterre (boede A3)

Jeg fik en plads i bussen og var forberedt på en bustur på 3 timer. Vi kørte gennem det mest imponerende landskab som jeg har set længe. (Måske lidt overdrevet, har sgi set en del efterhånden, men flot var det). Bussen kørte langs kysten til Finisterre og det gik sikkert hurtigere pga det var lørdag. Ikke megen trafik. Vi var fremme kl. 11.15. Da jeg stod af bussen, fik jeg hilst på flere jeg kendte, som skulle med bussen tilbage.

Fandt derefter et alberge – Paz, hvor jeg fik en seng og en nøgle så jeg kunne komme og gå som det passede mig.

Gik hurtigt videre til Cabo Fisterra, som var der det hele skulle ende. Det var en vandretur på ca. 3 km. Pludselig, mens jeg gik, kunne jeg mærke følelserne løb over med mig. Jeg havde pakket en pose med alt mit tøj, alt det tøj som jeg møjsommeligt havde vasket hver dag i de sidste 40 dage, og nu var jeg på vej til den sidste ende, verdens ende, for at brænde det. Og jeg må indrømme, at tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg tænkte på de sidste mange uger. Jeg fik taget mig lidt sammen og kom så derud helskindet, men dybere rørt end jeg havde troet. Jeg kunne mærke at det ikke var forbi endnu.

Jeg kom så til enden, hvor der var et hotel, stod et fyrtårn og bag dette var så klipperne, som gik mere eller mindre lodret ned på Atlanterhavet. Der sad en masse pilgrimme i grupper rundt omkring. Jeg fandt et fyrsted hvor der var liv i bålet, fandt mit tøj frem og fik det lagt på. Fik en dame til at tage et billede og gik så lidt nedad og satte mig på en sten og kikkede ud over havet. Så kom tårerne strømmende igen. Sad bare og kikkede og mærkede en dyb ro, men på samme tid en stor følelsesmæssig lettelse over at været nået målet. På en eller anden måde var det større end at nå frem til Santiago. Det er måske ikke rigtigt, men det var måske bare anderledes.

Jeg valgte at gå hjemad mod Finisterre over bjerget, som tog lidt længere tid med gav tid til eftertanke. Da jeg kom tilbage, fandt jeg en lille reataurant ved havnen hvor jeg fik en menu. Det var så min frokost.

Jeg gik så tilbage mod alberget, da jeg hørte råbet – ”Michael, I knew I would see you again”. Det var Don, som jeg ikke havde set – siden hvornår. Vi omfarvnede og snakkede i munden på hinanden. Han var kommet til Santiago om mandagen og var forsat til Finisterre hvor han lige var ankommet for 10 min siden. Gået hele vejen. Vi var meget glade for at se hinanden og fik en øl sammen. Han mente at der var flere i byen fra den ”gamle” familie, og vi aftalte at vi skulle mødes kl. 19 om aftenen og evt. se om vi kunne finde andre. Han mente helt sikkert at Daniel her. Jeg kunne fortælle ham om Georg og Vaneska, samt om Noel, og det var han glad for at høre. Også om Julie, som jeg fik hilst på i Santiago. Sikke dog alt løber sammen her i Finiterre.

Jeg gik så til alberget for at skrive dagbog og opdatere bloggen. Glemte lige at skrive, at min mobil i formiddags meldte at jeg skulle huske at aflæse el i havnen, så jeg måtte sende SMS til Thomas, så han kunne ordne det.

 

Da klokken nærmede sig 19, forlod jeg alberget for at mødes med Don. På vejen derhen løb jeg ind i Georg og Valesca som var kommet med bussen om eftermiddagen og som havde været inde og handle til aftensmaden. Jeg fortalte at jeg havde en aftale med Don og det blev glade for at høre at han var her. Vi aftalte at vi alle skulle mødes med kl. 21 ved busterminalen og så gå en drink sammen. Don og jeg mødtes og fik ned og spiste. Vi fik dejlige 2 timer til at gå med at fortæller hinanden om de tanker vi havde gjort undervejs og de eventuelle ændringer der ville ske når vi kom hjem.

Da klokken nærmede sig 21 kom Georg og Valesca forbi hvor vi sad og vi fortsatte så til en bar hvor vi fik henholdsvis ccl (det gjorde jeg) of de andre et glas vin. Jeg fik dog en magno til min kaffe. Vi hyggede os rigtigt ved at fortælle hvad vi havde lavet siden sidst og siden sidst var faktisk mange dage siden. Jeg havde ikke set Georg og Valesca siden dag 25, tror jeg. Men dejligt var det at se dem igen og høre hvad de havde fået ud af deres camino. De var begge glade for at jeg havde talt lidt dunder til dem så de var blevet gode venner igen.

Ved 22 tiden gik vi hver til sit men ønsket om et godt liv, samt at vi skulle holde kontakten via email