lørdag den 10. september 2011

Dag 33, Barbadelo – Portomarin

Lørdag den 10. september
Albergue Xunta, Barbadelo – Albergue Portosantiago, Portomarin ( 19,05 km / 728,82 km )

Dagens kort
Igen var der nogle som skulle tidligt af sted og ikke havde gjort klar, hvorefter de larmede og lyste rundt i rummet i ½ time. Tror at klokken var 6  da de startede. Jeg forsøgte at sove videre, og da de var gået lykkedes det da også lidt, men så kom den næste. Også det tog tid og jeg fatter ikke at de ikke forbereder sig. Til sidst måtte jeg af bare irritation stå op, stille og roligt ordne mig, tage alt med ud i køkkenet og pakke der. Jeg gav mig god til, stod ude på terassen og så at det lysnede lidt i horisonten, spiste min banan hvor efter jeg stille gik videre på caminoen.
Jeg har nu hørt fra flere og flere at det er nødvendigt at få stempler i bogen de steder hvor det er muligt. Man vil åbenbart ikke have at folk snyder og kører i bil fra sted til sted, og derfor skal der være mindst 2 stempler hver dag inkluderet overnatningsstedet. På min vej mod Portomarin gik jeg gennem en del småbyer, som alle havde en ting til fælles og det var lugten. I Morgade var der en bar, hvor jeg stak hovedet indenfor og fik et stempel. Kort efter, i Ferrerios ,var der et alberge hvor jeg også fik et stempel, og da jeg nåede Portomarin, fik jeg et stempel i kirken.
Dagens terræn

Dagens højdepunkt er jo 100 km stenen, stenen som fortæller at der nu er 100 km tilbage til Santiago. Jeg gik da også taget både video og billeder af denne begivenhed og mindes Erick fra Østrig da han passerede 1000 km stenen. Det var et stort øjeblik for ham og 100 km stenen er nu også et stort øjeblik for mig. 100 km stenen står kort før Morgade.
Dagen startede med blå himmel hele vejen rundt, men efter en ccl i Mercadoiro blev der overskyet, og jeg måtte finde min poncho frem så jeg havde den ved hånden. Ved Vilcha dryppede det lidt, men det gik over så jeg nåede Portomarin uden at blive våd. Vejret er godt nok omskifteligt her i Galicien.

Albergue Portosantiago
Der var et par private alberge i starten af byen, men jeg gik videre gennem centrum af byen og fandt så Xunta alberget . Overvejede kort, men nej. Gik tilbage til centrum og fandt et dejligt alberge Santiago lige ved siden af kirken. Et skønt lille et med have og liggestole, køkken med alt for 10 €.

Fik installeret mig med alt og gik derefter en tur i byen. Der var bryllup i dag, så der var stor ståhej på torvet. Jeg fik nogle billeder af bruden da hun kom. Kort efter kom Hugo med sit æsel Miriam. Det vakte også stor ståhej at han kom i byen og han gjorde holdt på den bar hvor jeg havde sat mig med en øl. Han opdagede mig og kom over til mig. Vi snakkede lidt og jeg skulle så holde Miriam mens han gik ind og bestilte øl med bocadillo. Vi fik snakket lidt sammen, indtil jeg måtte videre. Jeg havde fået nogle SMS’er som jeg ikke kunne forstå, men mente at jeg hellere måtte sætte nogle penge på min mobilkonto.
Da jeg endelig, langt om længe fandt frem til den forretning som havde det kort som jeg skulle bruge var den lukket, Håber ikke at de lukker telefonen. Det havde jeg været nervøs for at de havde gjort aftenen før, idet jeg overhovedet ingen forbindelse havde. Jeg forsøgte at sende en SMS som såfremt der bare er en kortvarig forbindelse vil blive sendt, men den lå stadig i bakken da jeg nærmede mig Portomarin. Kort før Portomarin fik jeg imidlertid en stribe SMS’er, både fra Britta og fra telefonkompagniet – Happymovil. Den sidste kunne jeg ikke forstå, kun at der stod noget med 5€.
Da jeg kom tilbage til alberget gik jeg i gang med min dagbog og blog. Også det er en fordel ved et privat alberge, at der er internet.

Haven
Satte mig lidt i haven og snakkede med 3 fra Canada som var kommet mens jeg havde siddet i tilbygningen. Solen var fremme engang imellem og varmede dejligt. Senere gik jeg igen en tur i byen for at se om forretningen havde åbent. Det havde den så jeg fik sat 5€ ind på min mobil. Gik derefrer loidt rundt i byen og løb ind i Bud. Det var et glædeligt gensyn og af en eller anden grund løber jeg konstant ind i ham efter en 2-3 dage uden at have set ham. Vi aftalte at mødes foran kirken kl. 19 og spise aftensmad sammen. Apropos kirken, så har den ikke nogen synlige klokker med en stor højtaler i stedet for.
Jeg gik lidt mere rundt i byen og da klokken nærmede sig 7, gik jeg op mod kirken. Lød ind i Bud igen og vi satte os foran det alberge som han boede på og fik Menu del dia. Ved 20 tiden skiltes vi med en ”på gensyn” og jeg gik tilbage til kirken. Jeg skulle til messe kl. 20.30. Jeg sad på kirkepladsen og da klokken blev 20.15 startede ”klokkespillet”, men i stedet for det sædvanlige klokkespil, var det nu kirkemusik med sang og spil der kom ud af højttalerne.

Efter messen, gik jeg tilbage til alberget, snakkede lidt med er par italienske piger, og så sagde så godnat til dem og de 3 fra Canada.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar