Dag 17 – 6. september 2012Cee - Finisterre – Coba Fisterre – Finisterre (23 km)
Jeg vågnede ved at Birgitta og Ullabritt snakkede og stod så op. Klokken var over 8 og jeg havde sovet dejligt. Jeg gjorde mig klar og sagde så farvel og måske ville vi mødes igen. Det viste sig at vi ikke mødtes mere.
PÅ vej ud gennem Cee og videre ud gennem Corcubion rendte jeg ind i Hank og Lucy. Vi kom til at snakke en del undervejs, om deres liv i Alicante, hvor de som sagt havde boet i 25 år. Han var doktor og hun hjalp til. Vi hold flere pauser undervejs, da vi jo ikke skulle for tidligt frem. Første blev i Estorde, hvor der var en campingplads med et cafeteria. Derefter forsatte vil til den 2 km lange strand lige før Finisterre – Praia de Langosteira – en dejlig strand hvor vi fik os lidt forfriskninger.
Vi forsatte så og i starten af byen lå deres hotel. De forsatte imidlertid fordi de skulle ned til havnen for at hilse på en ven, også fra Holland, som sidste år havde bosat sig i Finisterre og åbnet et Pizzeria. Lige før havnen kom vi forbi et albergue hvor jeg fandt ud af at jeg ville bo. Vi ville sikket ses senere.
Det var et nyåbnet albergue og så tiltalende ud. Jeg fik en seng og en tysk pige lagde mit sengelinned på. Derefter fik jeg et bad og besluttede at ofte 3 Eur på vaskemaskine. Jeg fik jo ikke vasket i går. I år havde jeg i modsætning til sidste år taget tøj med til 3 dage så jeg kunne springe en vaskedag over hvis det var nødvendigt.
Jeg gik så en tur ned til havnen og der løb jeg ind i Hank og Lucy igen ved Pizzeriaet. De sad og snakkede med deres ven og jeg fik lige en øl sammen med dem. Vi fik aftalt at vi skulle spise sammen i aften, da de havde Calzone. Vi skulle mødes kl. 19.30
Jeg havde taget badebukser med i lommen og gik derfor på tværs af halvøen og kom over til Praia Alba do Sul, der hvor eventuelle muslingeskaller skal findes. Jeg fandt nu ikke nogen idet de skal findes lige efter at vandet har trukket sig tilbage – efter flod.
Jeg skiftede til badebukser og gik i vandet. Kun ganske kort idet bølgerne var store og voldsomme og næsten væltede mig omkuld. Efter at siddet der en times tid, gik jeg videre mod Cabo Fisterra, over bjerget, altså modsat af sidste år, hvor jeg gik over bjerget hjem. Jeg nåede fyrtårnet og gik lidt rundt. I modsætning til sidste år var det ikke helt så følelsesladet. Jeg gik så hjem igen langs vejen og nåede tilbage til Finisterre i godt tid før vi skulle mødes til en Pizza.
Jeg satte mig og fik en øl i havnen og pludselig genkendte jeg en af de irske damer, en af de 3 søstre som havde 2 af deres mænd med. Jeg råbte og hun blev helt glad for at se mig. Det boede på sammen albergue som jeg så vi ville nok ses senere.
Jeg gik så op til alberguet for at skifte tøj, og hænge mit tøj til tørre. Da jeg kom derop, mødte jeg alle de 5 irere og ud over dem var også de 4 danskere fra Nordjylland kommet. Det er kun Karin jeg kender navnet på idet de altid har holdt sig for sig selv og aldrig vist interesse for at snakke. Kun Karin, som jo var hende der brød grædende sammen da vi kom til at tale om hendes mand, som var død 2 år før. Hun faldt mig om halsen da hun så mig.
Jeg fik skiftet tøj og var nu klart til aftalen så jeg gik afsted. I mellemtiden var irerne og gået. Jeg nåede pizzeriaet hvor Lucy og Hank sad og ventede. I det samme kom de 5 irere også og de ville også have pizza så vi satte borde sammen så vi kunne spise sammen alle sammen.
Det blev en rigtig hyggelig aften, selvom calzonen lå noget tungt i maven. Det var ikke hvad jeg var vant til at spise her på caminoen.
Vi skiltes og jeg gik hjem og i seng. Jeg ville gerne lidt tidligt op idet jeg skulle afsted igen næste dag til Muxia.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar