Gigi og Alessandro
Marzia
Vi startede så kl. 7.13 med at gå forkert og senere gik vi forkert igen inden vi nåede caminoen. Derefter gik det stille og roligt langs stranden ind i mellem og andre gange lidt ind i landet. Efter 16 km ankom vi til Vigo, som nok er den værste by som caminoen har budt på. Larmende og snavset og igen larmende gik vi de sidste 3 km ind i byen. Vi havde planlagt at spise morgenmad når vi nåede cathedralen men lidt før var der pludselig en cafe hvor vi trætte i hovedet satte os og fik morgenmad. (Toastbrød med marmelade, en friskpresset juice og det blev også til en kold cola).
Vi sad samtidig og kikkede på turen de næste 3-4 km og var sikker på at de ville blive lige så slemme som da vi gik ind i byen. Mit forslag var, at vi tog en taxi 3 km frem og det gjorde vi så. Taxien skulle dog bruge 9 km kørsel for at nå frem til det punkt vi ville til. Det betyder at vi kun har gået 28 km hvor vi skulle have gået 31 km. Temperaturen var hele dagen dejlig at gå i så det er næsten tilbage til normalen.
Et par kilometer efter at taxien havde sat os af, mødte vi resterne af den gruppe som Juliane plejer at styre, men hun var der ikke mere. Hun må endelig være blevet træt, så de fortalte at devar var skiltes i Baiona - hun ville gå og de andre tog bussen til Vigo samme morgen. Derfor mødte vi dem. I gruppen var en italiener, en mand som bare snakkede og snakkede. Jeg sov i samme to-rums værelse med ham i Caminha og han kan ikke andre sprog. Men han underholdt nu med højt snak - først med Marzia og derefter de andre. Jeg trak mig tilbage fra gruppen for at få lidt stilhed.
Vi nåede frem til et lille vandfald og han mente at vi skulle holde pause hvilket jeg sagde nej til og gik videre alene de sidste 7 km.
Da jeg nåede byen Redondela satte jeg mig og fik en cola og ringede til Marzia. Hun var også ankommet til byen og da hun ville til det offentlige havde hun taget en genvej. Jeg sagde at der var bedre alberguer, men nu ville hun prøve det. Hun ringede kort efter for at fortælle at nu var det optaget. Jeg sagde at jeg netop havde fået en seng i albergue Santiago de Vilavilla. Kort efter ringede hun igen for at sige at nu kom hun ned til mit albergue i stedet for.
Hun bliver lidt stresset når hun skal være fremme i god tid for at få et rum og hun havde åbenbart ikke forstået mig da jeg sagde at jeg ikke ville bo på den offentlige (Xunta). Derfor havde jeg ventet på hende for at vi skulle gå ind sammen.
Efter hun nu var kommet fik jeg badet og vasket tøj på et møntvaskeri. Jeg spiste også lidt frokost sammen med lidt at drikke. Da jeg nu sad der, undersøgte jeg hvad det var ledigt af alberguer i næste by - Pontevedra. Umiddelbart var alt fyldt op så jeg gik ind på gronze.com og fandt et albergue som jeg ikke havde set andre steder. Ringede til dem og ja, de havde plads og jeg bestilte 2 pladser. Da jeg kom hjem havde Marzia også ringet rundt og ikke fundet noget ledigt så hun ville satse på at gå meget tidligt i morgen og så få plads på det offentlige. Hun blev glad da hun forstod at jeg havde fundet plads og hun havde selv været så forudseende at hun allerede havde bestilt plads i Caldas de Reis og vi snakkede om at bestille også til Padron og Santiago. Dermed er alt stress væk.
I mit rum ligger også en tysker som ikke snakker meget. Da jeg sad og opdaterede min blog i køkkenet spurgte han mig om overnatning næste dag. Alt var fyldt. Jeg fortalte ham om min bestilling og han ringede straks og fik en seng. Hans glæde udtrykte han begrænset men dog positivt.
Senere er der i mit 4 seng-rum kommet en ungt engelsk par. De har også gået den franske og er lidt skuffet over denne. De har gået Camino Central - dvs inde i landet hvor jeg har gået Camino de la Costa . De glæder sig nu til at komme nærmere kysten hvilket de ikke har været på deres vandring før.
Efter at jeg havde spist fik jeg handlet lidt ind i supermarkedet Dia - cola og Aguariuz og lidt rødvin. Da jeg sad i alberguet med min flaske rødvin fik jeg besøg af det engelske par som jeg boede i rum med og fik fik en snak om alt - Brexit og Camino. De var startet fra Tui og dermed kun gået en dag, men de ville gerne se vandet så de ville tage bus til Pontevedra og derfra tage ruten ude ved vandet - Varianter Espirritual - den tager 3 dage og jeg havde på et tidspunkt overvejet den, men igen - så man alene.
Da klokken nærmede sig 22 kom Marzia hjem igen. Hun var gået om eftermiddag. Hun skal altid ned til vandet, hvis der er noget. Vi fik snakket en del - rigtig snakket for første gang. Hun fortalte mig at hun gik caminoen for sin mor. Hendes mor kunne ikke selv og havde været kræftramt. Så hun ville forære sit Compostella til sin mor når hun kom hjem. Hun snakkede med sin mor hver morgen og fortalte hvordan hun havde det og hvordan det gik.
Vi snakkede også om at hun nok ville gå tidligere i morgen og måske få plads på det kommunale (Xunta) selvom jeg havde bestilt på albergue Acula. Det var i orden med mig men vi aftalte at snakkes ved i morgen.
Derefter var det sengetid
Relive 'Hiked 37.71 km on 08/09/18'
Ingen kommentarer:
Send en kommentar