torsdag den 23. august 2012

Dag 3, Astorga – Rabanal del camino


Dag 3 – 23. august 2012
Astorga – Rabanal del camino (23 km )

Der var uro allerede kl. 6 – de andre danskere som skulle af sted tidligt. Der gik en ½ time før de fik taget sig sammen til at forlade rummet. Jeg undrer mig stadig over hvorfor man ikke forbereder at man vil gå tidligt. Det unge par var de værste. De larmede med plastik poser og snakkede højt. De troede åbenbart at de var alene i rummet ?

Anne og Elena havde sagt at de ville gå langsomt sammen i dag og det var ok, så jeg skulle af sted alene. Det var dejligt for en gang skyld.

Det blev er stille tur ud af Astorga, gennem Murias til Santa Catalina hvor jeg stoppede og fik kaffe og toast. Synes at det var dejligt med lidt i maven, ikke meget at det er blevet til i andre dage. Derefter videre men stoppede lige op i El Ganso – hos cowbow’en – og fik en Aguarius (appelsin saftevand). Da jeg skulle til at gå kom Francois hen og ville snakke med mig. Han vidste at jeg var dansker. Jeg havde kort snakket med ham i Villar de Mozarife, og nu havde han nogle spørgsmål angående vielse af homoseksuelle i Danmark. Han ville gerne snakke med mig om hvorfor vi havde accepteret dette idet det nu var blevet et tema i Frankrig og han mente ikke at det var muligt at acceptere dette i henhold til biblen. Vi fik en længere snak men blev enige om at fortsætte når vi nåede frem til albergue Pilar i Rabanal.


Jeg var fremme ved 12 tiden og fik en seng. De kunne kende mig fra sidste år, så hun mød mig meget velkommen. Mens hun skrev mig ind fik jeg en øl – lige hvad jeg trængte til. Det havde været en meget varm tur. Derefter et bad og vasket tøj. Næsten 2 timer senere dukkede Anne og Elina op, men de var glade begge 2. Anne har stadig problemer, men det går bedre.

Nu da vi er ved Anne, så er der en god grund til at hun går caminoen. Hun er, hvad vi i Danmark ville kalde en Askepot. Hele hendes mission er at gøre andre tilpas. Hvis hun ikke gør det tror hun at de vil hade hende. Hun hjælper alle hjemme i dagligdagen – venner og veninder – mens hun studerer økonomi som bachelor og skriver i en avis. Den kan også høres her på caminoen. Hun spørger alle, som hun snakker med, om de er ok. Hun vil gerne påtage sig at ændre det hvis de ikke var. Vi har snakket lidt om det. Selvom hun bor alene på et kollegium har hun en ven, men han forventer at hun laver alt og tager sig af alt. Hun har følt at hun ikke rigtigt passer ind i den rolle og hun har derfor valgt at gå caminoen for tænke over alt dette. Hun har erkendt at det først er efter at hun flyttede og blev alene at hun har opdaget dette fordi hun er blevet mere moden. Hendes mor synes at være samme type, som konstant søger for hendes far som sidder i sin stol og får alt serveret. Så hun har sit at kæmpe med. Hun overvejer at forlade det hele og så studere videre i Holland, Sverige eller Danmark.

Da de var kommet sad jeg lidt i haven her. Vi er højere oppe så det er ikke så varmt mere men fandt da en plads i solen.

Så kom Francois og kort efter han var kommer – efter bad m.m. – dukkede han op med biblen i hånden. Han ville vise mig hvorfor det ikke i henhold til biblen var ok at homoseksuelle kunne blive gift. Det lykkedes mig at slippe uden om biblen, men vi fik en lang snak om hvad biblen var samt andre religioner. Vi blev ikke enige, men i forhold til sidste gang, fik jeg mere taletid og kunne derfor begrunde hvorfår jeg ikke betragtede det, at homoseksuelle kunne gifte sig som et større problem. Et større problem var de fanatikere som ønskede at vi skulle leve efter regler som vi ikke var enige i. Elena kom senere og hun var total enig på trods af at hun levede med paven tæt inde på sig i dagligdagen. Det endte med, at jeg fik mig en tortilla og jeg købte en flaske rødvin som vi delte. Enige blev vi ikke, som sagt – kun i at vi skulle leve i samme verden.

Jeg  blev inviteret med til spisning om aftenen, af3 tyske piger – Arlene, Julia og Claudia, dog skulle Francois lave maden. Jeg skulle bare medbringe vinen. Vi skulle første spise ved 20 tiden fordi vi skulle til aftenbøn i den gregorianske kirke. Det passede fint for så kunne jeg købe rødvinen efter aftenbønnen.
Vi havde en rigtig hyggelig aften som sluttede ved 21.30 tiden hvor jeg gik i seng. Der var ikke mere snak om vielser af homoseksuelle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar