fredag den 31. august 2012

Dag 11, Palas del Rei - Ribadiso


Dag 11 – 31. august 2012
Palas del Rei - Ribadiso (28 km)

Jeg boede jo i et 3 sengsrum hvor jeg lå i den enlige seng. Jeg vågnede ved at den ene i rummet stod op og jeg spurgte hvad klokken var. Den var 7 så jeg lå lidt hvorefter jeg stod op. Da jeg kom ned sad alle og spiste morgenmad. Det var ikke lige hvad jeg havde lyst til nu, så jeg sagde Buen Camino og gik. 

Efter en times tid indhentede jeg Michael og Celline fra sydsfrika. De skulle til Arzua i dag, altså 4 km længere end jeg. De ville spise frokost i Melide og måske ville de spise Pulpo (blæksputter). Det havde de fået i går og det kunne de godt lide. Jeg sagde at netop Melide er berømt for deres Pulpo. Jeg sagde Buen Camino og forlod dem.

Jeg gik nu stille og roligt indtil jeg nåede Melide hvor jeg pludselig blev indhentet af Michael og Celline igen. De fortsatte idet jeg var begyndt at blive lidt øm i mit knæ, så jeg gik ikke så hurtigt mere. Da jeg kom til Melide havde jeg ikke lyst til Pulpo da klokken var 11 og det vat for tidligt til det. Jeg købte lidt forskelligt frugt og saftevand og fandt et sted at sidde og spise lidt. Derefter forsatte jeg via Boente, Castañeda til Ribadiso hvor jeg ankom 13.30. Jeg fik en seng på alberguet og fik bad og vasket tøj. Jeg var spænt på om nogen af de andre kom.

Jeg gik en tur i byen som kun var 7 huse og ingen købmand. Det var ærgerligt nu da der var køkken på alberguet. Der var en bar, så jeg bestilte en salat og en øl. Mens jeg sad der dukkede Michael og Celline op igen og jeg bød dem på en øl/vand. Vi sad så og hyggesnakkede lidt og jeg fandt ud af at han hans arbejde var at redde firmaer fra at gå konkurs. Han blev tilkaldt når det gik kraftigt ned af bakke for store koncerner og hans job var så at vende skuden. Vi aftalte at vi skulle mødes i Santiago på søndag og han og Celline inviterede til aftensmad et eller andet sted, hvis jeg havde tid. Vi mødes måske også i morgen i Arzua.

Da jeg kom tilbage til alberguet var Elena og Julie kommet sammen med de 3 irske piger. Det havde været en hård tur. Jeg tror at de er de eneste som når det hertil i dag. Jeg ser nok først de andre i morgen i Arzua.

Alberguet ligger på en skråning i byen med en dejlig udsigt og solen skinner så der er dejligt i haven. Jeg satte mig derfor i haven og nød solen mens jeg hyggesnakkede med en spansk dame - Pilar, som var rigtig god til engelsk. Derefter gik jeg ind for at skrive min blog og opdagede at min mobil ikke har kontakt, så der er ikke mobildækning her.

Mans jeg sad og skrev kom Bill, den 2.12m høje amerikaner. Jeg spurgte ham netop om hvor høj han var. Han sagde, at han havde det lige nu betydeligt sværere pga højden end jeg med en arm. Det var svært her i Spanien at være så høj og det var derfor han ofte sov udendørs. Han mente, at ellers var det nok mig der havde det største problem.

Da jeg havde opdateret min blog gik jeg ud i haven igen. Nu var Pia og Clara kommet, og de kunne fortælle at Pia, Ishøj var gået kold og var blevet i Melide.  Hun havde allerede i går i Palas de Rei snakket om at hun var kørt træt, så nu var det sket. Hun havde ellers været flyvende – som hun sagde – i flere dage.  Jeg ved ikke om jeg så ser hende mere, det samme med Susan som også havde snakket om at hun kun ville gå de 14 km til Melide, så de har jo nok fulgtes ad.
Jeg fik igen en snak med Pilar (52). Også Julia kom forbi og derefter gik Pia, Clara og jeg over og fik dagens menu i restauranten lige overfor  alberguet. Derefter tilbage og i seng. Jeg var godt nok brugt så jeg lyttede ikke meget til lydbog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar