tirsdag den 20. august 2013

Dag 2, Cirauqui - Villamayor de Monjardin

Tirsdag den 20 august
Cirauqui (albergue Maralotx) - Villamayor de Monjardin (albergue Villamayor de Monjardin) 25.5 km (58 km)

Jeg har glemt at fortælle at alberguet ligger på et torv hvor også kirken ligger. Det betød at hele natten slog kirkeklokken hver kvarter. Jeg er sikker på at det holdt mange vågne. Der var ihvertfald flere gange jeg var ved at falde ud af sengen - specielt hver hele time.
Jeg stod opp kl. 6.30 præcis - ifølge kirkeklokken. På det tidspunkt var der flere der var i gang med at pakke.
Flere havde snakket om at gå til Villamayor og det havde jeg nu også besluttet. På den måde har jeg forskudt min camino denne gang med ca. 15 km så jeg overnatter nye steder.
Jeg havde sovet rimeligt og ikke mærket noget til mit knæ, men det havde været lidt hævet da jeg var kommet frem. Ellers var benene ok så jeg vandrede afsted i godt mod. 
Jeg er i år ikke i samme træning som sidste år og det har jeg kunnet mærke når det går opad. Sådan var det også i dag, hvor der var mange stigninger hvor jeg måtte stoppe og få pulsen ned.
Da jeg nåede Villamayor mødte jeg en af italienerne og vi snakkede om at der jo var 2 alberguer her i byen. Et til 15€ og et til 5€.


Vi gik ind i det første vi mødte og jeg checkede ind til 15€. Vi havde begge troet at det var det billige, men jeg blev enig med mig selv om at jeg ville blive og han gik så over til det andet. Jeg blev fordi jeg synes at det så dejligt ud og var helt nyt og moderne. Jeg fik vasket mig og mit tøj og gik så en tur til baren i byen for at få lidt at spise. Det blev en salat med et glas rødvin. I baren var der flere fra det sidste albergue som sad og spiste. Der kom også 3 tyskere fra det albergue jeg boede på nu og dem inviterede jeg til at sætte sig og spise med. Vi snakkede lidt sammen, men de ville sidde udenfor og spise. Det var ok idet jeg sad og skrev på min blog.
Lidt efter kom en af dem ind og spurgte om jeg ikke kom ud og sidde. Jeg gjorde lige min blog færdig og satte mig så udenfor. Jeg har ikke styr på deres navne, men det er 2 ældre tyskere, en som bor i New Zealand og er på besøg hos  ven i Berlin og de går så caminoen sammen. Den tredie er yngre og en de har mødt på turen og nu går sammen med. Mens vi sad der kom der 2 piger og en mand og satte sig godt opstemte. Manden var fra Australien og de 2 piger fra Danmark. De havde lige en uge og var startet i Pamplona via Barcelona. Jeg ved ikke om jeg ser dem mere, fordi jeg gik ret hurtigt. Jeg skulle oploade min blog på alberguet og også lige kikke på kirken, hvor der er messe i aften kl. 19. Jeg lovede at jeg ville kikke forbi bagefter for at se om vi skulle spise sammen - alle sammen.
Der var Wifi på alberguet hvor jeg sad i køkkenet og fik opdateret min blog. Da klokken nærmede sig 19 gik jeg over til kirken hvor der kun sad 3 ældre damer som sikkert var betalt for at komme, så jeg gik igen. 
Det havde vist jeg at manden - David - fra Australien boede i samme værelse som jeg. Han var en rigtig hyggelig fyr som også havde gået caminoen flere gange. Denne gang gik han den ikke så hurtigt for han var blevet ramt af en bil in Pamplona - hans egen skyld - sagde han. Nå men da jeg som sagt kun så 3 ældre damer i kirken gik jeg videre op til den lokale bar hvor jeg ville spise. Der sad så David, og de 2 piger fra Danmark, henholdsvis Piamaria og Helle. Et par veninder som lige havde et par uger til at fejre at de begge var blevet 50 i år. Piamaria bor i Svendborg og Helle i Nivå, men havde båd liggende i Ishøj havn. Vi havde en hyggelig aften hvor der senere som flere til - italienerne som jeg havde mødt flere gange - Marco og Danielle var dem som jeg bedst kendte. Jeg gav dem mit kort så de kunne finde mig på facebook.
På alberguet lå jeg i et 6 mandsrum og den ene var som sagt David og de 4 andre var spaniolere og så vidt jeg ved var de et orkester som var kendte i Spanien. Der var i hvertfald flere der ofte kom hen til dem for at snakke. Det var nu nogle hyggelige fyre og og da de ville gå tidligt aftalte vi at de bare stod op så skulle David og jeg nok klare os.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar