mandag den 26. august 2013

Dag 8, Belorado - Ages

Mandag den 26 august 2013
Belorado (albergue Cuatro Cantones) - Ages (albergue El Pejar) 28,7 km (200,4)

Og de festede hele natten og hele natten kom der et orkester forbi ca. 1 gang i timen, men jeg må indrømme at jeg sov ind imellem. Det blev alligevel for meget for flere og de forlod alberguet. Da jeg svingede benene ud over sengekanten og kikkede på uret var den 6,10. Der var ikke mange tilbage, jeg stod nu op alligevel da jeg jo skulle spise morgenmad på alberguet. Det var en dejlig buffet med stort set alt og jeg havde kun betalt 3€ for den.
Da jeg var færdig skridtede jeg af mod næste stop. Jeg havde egentligt regnet med at det skulle blive St. Juan de Ortega, men ændrede mig undervejs.

Jeg passerede flere småbyer og jeg valgte at drikke min kaffe i Espinosa del Camino, hvor jeg kom i snak med flere. Patricia fra US og Lin fra Canada. Senere på turen mødte jeg igen en fransk kvinde, og denne gang fik vi snakket lidt sammen. Det var hende som hjalp mig i Logrono med at vride mit vasketøj. Hun hedder Véronique og hun bor på samme albergue som jeg i dag.  
Lin går sammen med sin søster som jeg ikke kender navnet på endnu, men på turen i dag, passerede hun mig i fuld fart. Hendes søster går ikke så hurtigt, så de skildes for så at mødes igen på et albergue. Jeg havde passeret dem en gang, så jeg var lidt overrasket over at hun pludselig kom. Hun går godt nok hurtigt.
Jeg fulgtes med hende nogle kilometer og det var her vi så indhentede Veroni. Det har jeg gjort hver dag siden Logrono men som sagt først i dag jeg rigtigt fik snakket med hende. Vi fulgtes så alle 3 nogle kilometer indtil Lin skulle træde af på naturens vegne. Jeg gik så videre alene. Efter ca. 30 min kom Lin igen og hun snakkede om at der var flere som ville gå videre til Ages fordi St. Juan var sådan en lille by. Indbygger tal 20, en kirke og en bar og et albergue. Det var det. Det havde hun ret i, så jeg overtalte mig selv til at forsætte til Ages.
Turen gennem skoven til St. Juan var hård men flot. Vi passerede 3 bjergtoppe - den første fra 800 til 1100 meter, derefter ned igen til 950 meter og så op igen til 1100 meter, ned igen for så til sidst at ende på 1150 meter i St. Juan.
I St. Juan gjorde vi hold ved baren, og mens vi sad der kom flere til - som alle valgte at gå videre til Ages, ca 3.6 km. Lin gik i forevejen da hun ville finde et albergue som hun og hendes søster skulle bo på. Der var 4 albergue i Ages som egentligt bare er en landsby. Jeg vil tro at der bor 200 i byen.  
Kort efter at hun var gået, gik jeg og da jeg nåede byen troede jeg at Lin ville stå et sted og fortælle hvor de ville bo. Det gjorde hun ikke, men mens jeg gik lidt rundt kom Veroni og vi blev enige om at vælge El Pajer og kort efter kom Patricia også. Der er kommet flere senere som jeg har set og hilst på før.


Efter bad og tøjvask, gik jeg hen til en bar hvor jeg fik en tortilla og en øl.
Derefter ville jeg se hvor Lin og hendes søster, samt flere af de andre var. På vejen derhen mødte jeg Patricia som også ville se hvor de var. Vi fandt dem på et albergue hvor de sat på terrassen og hyggede. Vi hilste på dem og så ville jeg et tur rundt i byen for at kikke. Patricia ville med så vi fik snakket lidt. Jeg fortalte bl.a. at sidst jeg var her boede jeg i den næste by, Atapuerca hvor der var et museum samt fra samme museum en guidet tur til nogle udgravninger hvor de mente at havde fundet de ældste knoglerester der endnu var fundet i Europa. Jeg fortalte at bussen gik gennem Ages, så måske kunne man få hospitaleros til at ringe til museet og få dem til at stoppe hvis der var nogle af de andre der ville se dette. Det syntes hun var en god ide og gik straks i gang.
Jeg satte mig så ned for at opdatere min blog. -
Senere kom hun tilbage og sagde at museet havde lukket om mandagen. Det var ærgerligt nu da alle havde glædet sig til den tur.
Jeg ville så op og kikke på kirken og Patricia ville med ud og gå. Vi gik så en tur til kirken, hvor en sød ældre dame fortalte om kirken som bar præg af at området vi var i var en gammel landbrugslandsby. Vi fandt også en interessant have som var udsmykket ud fra temaet "frihed" - bl.a med fuglebure som var brudt op og fugle af på alle måder, både billeder og foldet i papir. En ret interessant have.
Vi snakkede med kunstneren og og for ham var temaet vigtigt, specielt i spanien med den historiske baggrund spanien har.
Resten af eftermiddagen sad jeg så på terrassen og snakkede med dem som kom forbi mans jeg hørte lydbog. Klokken 19 var der mad men vi var kun 7 som havde meldt os til spisning og det var sjov nok de 6 som boede i vores værelse + Patricia. Vi havde ikke mødt de sidste 2, Poul fra England og Merete fra Canada. De var kærester men havde mødt hinanden i Japan.
Vi fik en dejlig menu - salat - hønse paella - og is/yogurt m. honning. Da klokken nærmede sig 20 gik jeg. Jeg ville til messe og Patricia ville så vise de andre kunstnerhaven. 
Efter messe gik jeg i seng og hørte lydbog. Jeg var godt træt. Mange af de andre sover nogle timer når de kommer frem. Det gør jeg ikke, men så skal jeg også tidligt i seng. Denne gang fik jeg dog slukket for lydbogen inden jeg sov.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar