Dag 17, Hornillos del Camino – Castrojeriz

Torsdag den 25. august
Albergue municipal, Hornillos del Camino – Albergue San Esteban, Castrojeriz ( 20,36 km / 342,02 km )

Dagens kort

Jeg blev igen i dag vækket da Clare´s mobil vækkede. Jeg havde sovet som en hest. Det havde været en dejlig kølig nat, hvor jeg måtte krybe ned i min pose allerede efter kort tid. Og så faldt jeg ellers i søvn, skal jeg love for. Fik ordnet mig, pakket og i køkkenet fik jeg spist en nektarin og en müslibar. Det er nogle kæmpe nektariner de har. Jeg havde derudover både bananer og appelsiner til senere når vi skulle have morgenkaffe.

Kathrine og Sheila havde valgt at slå følgeskab med os. Der var også en tysker, som sluttede sig til os men kun ½ times tid. Han gik ikke helt så hurtigt. Vi kom i gang kl. 6.30 og det var mørkt og meget tåget, så lygterne kom frem så vi kunne finde vej. De første 10 km er den anden halvdel af Meseda'en, men da vi var startet så tidligt, ja så fik vi ikke mærket noget til den varme, som alle frygtede.

Det blev lidt af en oplevelses tur over Meseda'en alligevel. Tågen lå tungt og ved 7.30 tiden begyndte solen at brænde tågen af og det var flot.

Dagens terræn

Vi nåede Hontanas efter ca. 2 timer og fik vores morgenkaffe der. Jeg fik en appelsin og en banan til min cafe con leche. Jan og Marie fra Holland havde vi overhalet undervejs og de kom nu og vi drak kaffe sammen. Vi fortsatte dog uden dem.

Den næste times tid, indtil vi kom til San Antón gik vi i et dejligt område på siden af en bjergkam. Vi nåede San Antón hvor der ligger resterne af en stor kirke som blev bygget af tempelridderne. Det fungerer også som alberge og det var et imponerende syn.

Desværre var resten af turen til Castrojeriz på landevej hvilket igen medførte ømhed i min venstre hæl. Heldigvis var det ikke så slemt denne gang, så det bliver i det mindste bedre og bedre for hver dag og der er ikke mere ømhed i højre.

Da vi nærmede os Castrojeriz kom Ed (han hedder egentligt Edward) og spurgte mig, om han måtte spørge mig om noget personligt. Klart at han måtte og så kom det ret overraskende. Han spurgte, om jeg kunne huske at Jesus vaskede fødder på disciplene for at vise dem venskab. Jeg svarede, at det kunne jeg da godt huske. Han spurgte mig nu om han måtte vaske mine fødder når jeg skulle have fodbad. Han ville gerne lave det til mig og derefter vaske mine fødder som tegn på vores venskab. Han sagde at det var ok hvis jeg ikke ville. Jeg blev utroligt rørt og kunne ikke sige noget i et stykke tid, men fik dog svaret ham at det måtte han gerne. Han blev meget glad og jeg kunne se at tårerne løb ned af hans kinder, og jeg var heller ikke helt upåvirket (mildt sagt). Vi talte ikke mere om det, andet end at vi var enige om at vi havde haft nogle dejlige dage sammen, Ed, Clare og jeg.

Vel viste jeg jo godt at både Ed og Clare er ret religiøse og beder morgenbøn hver dag og ofte går til messe. Jeg har selv været med hver gang og i starten mødte vi også hinanden til messe. Men det kom alligevel bag på mig da jeg fik det spørgsmål.

Vi nåede nu frem til Castrojeriz hvor der lå 3 alberge´r. Vi havde besluttet os for det kommunale – San Esteban, hvor vi var kl 11.

Albergue San Esteban

De var i gang med rengøringen, men vi fik lov til at stille vore rygsække ind og vi gik derefter ned for at handle til frokost. Da det jo var sidste dag Ed og Clare var på caminoen (de skulle forlade Costrojeriz næste morgen kl. 8 med bus til Burgos og derfra videre til Bilbao hvorfra de skulle flyve om aftenen), købte Ed ind til et stort frugtfad til alle.

Klokken 12 fik vi så vores seng, og det var en dejligt alberge hvor der kun var plads til 30. Heldigvis nåede Noel frem og fik den sidste seng. Også Jesus fra Madrid nåede det.

Jesus er efterhånden blevet en del af familien selvom han ikke spiser med os, ja så bliver vores hilsener varmere og varmere for hver gang vi ses. Han kan tale fransk og spansk, men er ikke så god til at tale engelsk, siger han (han er nu ikke så dårlig). Jeg mødte ham første gang i Navarette hvor jeg skulle til at vaske mit tøj. Han overtog min tøjvask uden at spørge mig, bare skubbede mig væk. Bagefter sagde han at nu havde han vasket mit tøj, så nu var vi venner. Siden har vi mødt hinanden mange gange, både på vejen men også på alberget.  Vi snakker en del sammen og han har fortalt hvordan han startede i maj måned med at gå turen fra Sankt Jean  og han gik den første strækning på 27 km så hurtigt at han fik ødelagt sine knæ og mistede 5 negle. Han nåede at gå til Zubiri , de 2 værste strækninger, før han måtte hentes af sin søster. Nu er han startet igen og tempoet er nu blevet et andet. Han er vel 55 år og en rigtig flink fyr.

Jeg fik vasket mit tøj, og vi fik derefter spist udenfor. Det er et dejligt vejr, varmt men ikke mere end 30 og så var der lidt skyer så engang imellem forsvandt solen. Noel kom og spiste med og Jesus havde lavet sig en stor salatskål, så han sad også ved bordet. Bagefter var der frugtfad til alle.

Efter maden gjorde jeg mit fodbad klar og Ed bar det ud. Jeg satte mig så ned og han tog mine fødder og vaskede dem hvorefter jeg så sad med mit fodbad. Det var en speciel oplevelse og Clare som havde kikket på, sagde at dette var det bedste som var sket i dag. Jesus var overrasket, og hentydede til biblen hvor Jesus vaskede fødder på disciplene.

Jeg gik derefter en tur for at kikke lidt på byen og finde ud af hvor vi kunne spise om aftenen. Der er messe i en af kirkerne i aften kl 19, så der skal vi hen og så spise bagefter.

Derefter gik jeg i gang med dagbogen og bloggen. Mens jeg sad og skrev kom Don, som ikke havde kunnet bo her, på besøg. Han ville lige finde ud af hvor vi boede og han ville med både til messe og ud at spise om aften.

Da klokken nærmede sig 19 var Don kommet og Sheila ville også med til messe. Sheila havde en masse problemer med sine fødder, Så da der var en forretning i denne by som solgte udstyr til bl.a caminoen, tog de i stedet derover for at kikke på sko og vi skulle så mødes i restauranten senere.

Efter messen mødtes vi med den i restauranten og Noel var også kommet til. Det var noget af det værste mad vi havde fået indtil nu og det virkede som om de slet ikke var interesseret i at servere en pilgrimsmenu for os, men jeg fik da en rimelig salat og en rimelige stegt kyllingefilet. Vi fik alligevel hygget os, som vi plejer, men måtte næsten tvinge dem til at komme med mere rødvin.

Efter spisning insisterede Ed på at Clare, ham og jeg lige skulle have en øl – San Miguel i en bar, hvilket vi så fik. Derefter var klokken ved at være 22, så det var hjem og i seng.